Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

I forlængelse af diskussioner om CNN-effekten kan der både fra internationale og danske studierfindes en række eksempler på – og beklagelser over – at den udbredte trang til ’faldskærmsjournalistik’,synes at vinde frem. Hermed menes, at nyhedsmedier (dog oftest tv-stationer) i stigendegrad vælger at dække internationale begivenheder, hvad enten det er krig, valg, katastrofer ellerlignende, med udsendte stjernereportere, der billedligt talt kastes ud med faldskærm for at præsenterenyhederne med et for seerne velkendt ansigt på stedet og skærmen. Kritikken mod denne praksisog dens efter sigende stigende udbredelse går på, at man fravælger systemet med udenlands- korrespondentermed et årelangt dybtgående kendskab til et land eller en region til fordel for allroundkendisjournalister, der sjældent kender noget til den specifikke situation, de kastes ned i, men ofteblot fødes med oplysninger fra hjemmeredaktionen eller de internationale nyhedsbureauer, hvorvedhele den traditionelle ide med korrespondentens tilstedeværelse ved nyhedsbrændpunkter forsvinder.176Men hvad siger disse internationale strømninger om, hvorvidt kriterierne for journalistik praksisogså internationaliseres eller ligefrem om nyhedsdækningen ensrettet efter international fællesstandard?Ja umiddelbart kan man i hvert fald hævde, at faldskærmsjournalistikken, trods den internationaleudbredelse, netop kan ses som en modreaktion på internationaliseringen. Schrøder påpeger isit indlæg, hvordan den væsentligste årsag til, at også danske tv-stationer sendte faldskærmsreporteretil at lave stand-up i Qatar under Irak-krigen, netop var, at tv-stationerne derved kunne få nyhedernepræsenteret af ”vor” mand/kvinde på stedet. Fordi de udsendte stjernereportere ikke havdesærlig baggrundsviden om hverken området eller konflikten, kunne de stort set kun gentage de amerikanskesynspunkter fra de internationale pressebriefinger, hvorved disse blev tillagt en særlig legitimitetved at blive fremført af ”vort øjenvidne på stedet”. Hvis CNN siger, at irakerne har affyretScud-missiler mod Kuwait, tvivler vi måske på det. Hvis ’vores mand i Kuwait’ også siger det, passerdet nok. Effekten af at bruge ’vores udsendte korrespondent i Kuwait’ bliver i værste fald, atvores mand på stedet kommer til at deponere sin øjenvidne-troværdighed hos lige præcis de strategiske,partiske amerikanske kilder, som hans informationer skulle udgøre et korrektiv til. Haniværksætter med andre ord en autoritet, der formentlig i mange tilfælde er fingeret. 177Uanset de sikkert utilsigtede konsekvenser, faldskærmsjournalistikken kan sige at få, så kan det sessom tegn på, at den nationale journalistiske vinkel stadig prioriteres i det internationale nyhedsbillede.Som de tidligere beskrevne analyser fra Golf-krigen også viser, så fandt medier fra store dele afverdenen det vigtigt at sende egne korrespondenter af sted uanset, at eksempelvis nordiske journali-176 Beskrivelser og diskussioner af faldskærmsjournalister findes f.eks. i (Carruthers, 2000), men også Hallin beskriverfra 1960’erne, hvorledes stjernereportere som den legendariske tv-vært Walter Cronkite blev sendt af sted til at dækkebegivenheder af stor national interesse. Fra dansk hold er praksisen diskuteret af bl.a. (Holm, 2000) og (Schrøder,2003).177 (Schrøder, 2003). Spørgsmål om hvorvidt seernes også opfatter faldskærmsjournalistens tilstedeværelse på dennemåde eller hvilken betydning det i givet fald kunne få for opfattelsens af krigen og dens legitimitet ligger langt udenforprojektets rammer, hvilket Schrøder selv heller ikke kommenterer.100