Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

Og det ligeså umiddelbare modsvar på denne forklaring findes også med henvisning til analyseresultaterne,hvor der i næsten endnu højere grad kan ses et totalt fravær af eksempler på, at journalistikkenskulle være selvstændigt dagsordensættende. Man kan ikke i en eneste af nyhedsstrengenelokalisere væsentlige eksempler på, at journalistikken har formået at frigøre sig fra de konfliktpunkter,som der er blevet udpeget fra det politiske systems magtfulde aktører. Heller ikke i beskrivelsenaf krigens gang kan man finde en journalistisk dagsorden, der på væsentlige punkter bryder med detbillede af krigen, som koalitionens pressetjeneste selv tegnede. Dette ses meget tydeligt ved gennemnyhedsoptikkerne væsentlighed og konflikt at eftersøge hvilke forhold ved nyhedsbegivenheden,som fremhæves af journalistikken og i hvilken grad disse afviger fra det politiske systems egne vurderinger.Som det fremstod meget tydeligt i nyhedsstrengen fra folketingsdebatten, så var de journalistiskeinitiativer til at vælge selvstændige konfliktpunkter eller fremhæve andre aspekter som væsentligeend de konfliktpunkter og aspekter, det politiske system selv fremhævede, ubetydelige eller totaltfraværende. Folketingets egne udpegede konfliktpunkter, om henholdsvis fortolkningsspørgsmåletom FN-resolutioner og bruddet på den sikkerhedspolitiske konsensus, var i langt overvældende gradogså journalistikkens konfliktpunkter. Når endelig der fra den refererende eller analyserende journalistikblev søsat egne historier med nyt konfliktpunkt, var det udelukkende i form af mindre personspørgsmåleller spørgsmål om intern splittelse i partierne. Med andre ord historier om og fra denpolitiske proces.Her er afhandlingens empiriske svar om det stærke fokus på proces, også i tråd med ChristianKochs kritik af forestillingen om den selvstændiggjorte journalistik, som i hovedsagen bruger sinsåkaldt dagsordenssættende magt til at fokusere på politisk proces frem for politiks indhold. 305Fraværet af eksplicitte nationale referencer kan derfor ikke med belæg i analysens øvrige perspektiverses som tegn på en selvstændigt dagsordensættende journalistik. Tværtimod synes journalistikkeni mærkbar grad at være tro mod de politiske og militære systemers autoritet til at udpege faktaog endog en ivrig forsvarer af samme systemers autoritative forrang.I analysen af nyhedsstrengen om krigsmodstanden kunne man generelt og i særdeleshed i sagen ommalingsoverfaldet se, hvorledes journalistikken af egen drift rejste sig til forsvar for de parlamentariskeprocesser og spilleregler. Sagen var næsten en skræmmende god illustration af Hallins beskrivelseraf, hvorledes journalistikken opererer i sfæren af det afvigende. Men det er nok ikke kun fordi,det var demonstrationer i forbindelse med krigsdeltagelse, at den journalistiske rolle som systemetsforsvarer var så markant.I den tidligere omtalte antologi ”Nyhedskriterier i det 21. århundrede” kan man finde eksempel på305 (Koch, 2002)292