Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

endda så langt som til at foreslå hende udvist fra Folketinget, hvilket ikke synes at være en ide, deroprindeligt kommer fra eller for den sags skyld finder opbakning i det politiske system selv.Andre aviser er mindre marginaliserende og fordømmende, men ingen anerkender og respekteraktionen eller hendes sympati herfor, hverken i de refererende eller kommenterende artikler. Forskellenkan opsummeres til, hvorvidt aviserne ser hele Rosenkrantz-Theils væsen som afvigendeeller blot ser denne enkelte sympatitilkendegivelse som afvigende fra god demokratisk tone. I demest kritiske artikler tolkes alt hvad hun siger og gør i regi af hendes overløb, så alle hendes udtalelserses som tegn på hendes sande identitet som aktivist, og samtidig ikke som udtalelser fra enansvarlig folkevalgt politiker.Den moralsk betingede marginalisering er til stede allerede på det refererende niveau, hvor journalistikkeneks. vis stiller tydeligt normative spørgsmål, og genfindes ud fra samme værdier på detkommenterende niveau.Jagten på at genskabe konsensusI Hallins beskrivelse af journalistikkens syn på egen rolle i de forskellige sfærer, fremhæver han,hvordan journalistikken i sine beskrivelser af det afvigende, ser det som sin opgave at forsvare detetablerede politiske system. Denne dobbeltside ved marginaliseringen er også tydeligt til stede idenne sag, hvor journalistikken er særdeles loyal og beskyttende overfor værdierne for den politiske,demokratiske proces. Der er endog tendenser til, at journalistikken næsten går længere end politikerneselv i forsvaret for det politiske system renhed, ved deres forsøg på at uddrive Rosenkrantz-Theilog derved udrense Christiansborg for det aktivistiske, ikke-parlamentariske aspekt,hun ved denne sag repræsenterer.Hvis man endvidere tager et bredere perspektiv og også inddrager analyserne fra nyhedsstrengeneom folketingsbeslutningen og antikrigsdemonstrationerne, så træder det meget tydeligt frem, hvilkenkonsensus om bestemte værdier, journalistikken forsøger at genetablere. Omkring folketingsbeslutningenvar det i stor stil forhold vedrørende den politiske proces, der fik den fremtrædende rollei journalistikkens dækning, hvor det næsten kunne være svært at skelne denne folketingsdebat fra enhvilken som helst anden. Så længe eksempelvis det moralske, etiske aspekt ved at gå i krig ikkeblev diskuteret af politikerne selv, fandt journalistikken heller ikke anledning hertil, men forsatteufortrødent sit vante perspektiv på den politiske proces. Omvendt var journalistikken i stor stil udeaf stand til at genkende politiske ytringer udenfor disse velkendte rammer, hvilket ses af journalistikkensmarkante fokus på processen i forhold til antikrigsdemonstrationer. Her havde journalistikkensvært ved, i kraft af sine vante konventioner for refererende journalistik, at se det politiske elementog koncentrerede sig derfor i højere grad om at beskrive den proces, der udspiller sig på de238