Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

henvisninger tegnes et billede af en demonstration fyldt af enkeltpersoner, med hver deres historie,men uden samlende kraft eller politisk vilje.De eneste tilfælde, hvor politiske budskaber citeres direkte og får lov til at repræsentere demonstrationenoverordnet set, er når velkendte politiske kræfter taler ved demonstrationerne. Således kanman pludselig finde konkrete ytringer om, hvordan demonstrationen forholder sig til regerings beslutningog den danske deltagelse i krigen, når de bliver ytret af folketingspolitikere som MogensLykketoft, Holger K. Nielsen eller Svend Auken. Sidstnævnte formår endda at få sine udtalelsergjort til rubrik i en reportage fra en demonstration i Århus, som blev bragt i JP-Århus-sektionen:Auken: Vi er i det forkerte selskab # 639 (Jyllands-Posten, 2003/03/23).Hvad denne tendens, til at beskrive demonstranterne i termer af enkeltindivider med tilbøjelighedertil aparte eller ligefrem voldelig adfærd og uden evne til selvstændigt at formulere et fælles politiskståsted uden hjælp fra politiske kendisser, betyder for journalistikkens blik på forholdet mellemparlamentarisk politik og folkelige demonstrationer, vil blive diskuteret i det senere afsnit om ’Nyhedsstrengeni sfæremodellen’.Forskelle i genrerneI modsætning til nyhedsstrengen om folketingsbeslutningen, hvor både den refererende og analyserendejournalistik var tæt forbundet til det politiske systems logik og konfliktpunkter, så synes journalistikkeni denne nyhedsstreng, at forholde sig langt mere valgfrit til nyhedsstrengen.Refererende journalistikHvor den refererende journalistik på Christiansborgs syntes meget bundet til bestemte konventionerfor at reportere fra det politiske system, så synes journalistikken i denne sag i langt højere grad atkunne distancere sig fra aktørernes (i hvert fald aktivisternes) egne udpegninger af, hvilke forholdder er væsentlige og hvor konfliktpunkterne kan lokaliseres. Overordnet set forkaster den refererendejournalistik i stor stil demonstranternes egen udlægning af konfliktforholdet til regeringen ogvælger i stedet at se demonstrationerne som en konflikt mellem aktivister og politi, og ser oftestdenne konflikt fra politiets perspektiv eller belyst gennem tilfældig enkeltperson i demonstrationen.Men omvendt kan man også mene, at der langt fra er tale om en journalistik, som af egen drift vælgeret nyt perspektiv på demonstrationerne, men at der tværtimod er tale om en meget klassisk formfor refererende journalistik. Modsat folketingsdebatter, hvor journalisterne kan sætte sig til rette ifolketingssalens presseloge, så er det eneste sted at observere og referere demonstrationerne fra atgå med ud på gaden og enten blande sig med demonstranterne eller iagttage dem fra politiets positi-225