Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

mark indenfor de internationale magtforhold såvel regionalt som globalt. Hvad der så betinger hvad,er et helt andet spørgsmål. Blev Irak-konflikten så stor en historie i de danske aviser, fordi vore allierededeltog aktivt heri eller fokuserede dansk journalistik selektivt på vore allieredes rolle heri?Umiddelbart tegner billedet til at være en kombination af begge aspekter. Irak-konflikten får storbevågenhed grundet elitenationers deltagelse og fokuset på danske allierede og nabolande vægteshøjt i nyhedsstrengen.Marginalisering af aktørers legitimitetFor at vende tilbage til spørgsmålet om nyhedsstrengens placering i sfæremodellen vil jeg se lidtnærmere på de eksplicitte rangordninger indenfor den kommenterende journalistik. For hvordan kanman beskrive eksemplerne på åbenlys kritik, latterliggørelse og hån af særligt USA eller Frankrigog deres ledere, præsidenterne Bush og Chirac indenfor sfæremodellen?Når henholdsvis Frankrig og USA beskyldes for urent trav og skjulte egennyttige motiver, så er detpå sin vis en anklage fra journalistikken om, at den givne part ikke har overholdt spillereglerne frainternational politik og i virkeligheden slet ikke vil forholde sig til situationen omkring Irak, men istedet plejer egne særinteresser. Dette kunne på sin vis tyde på, at journalistikken placerer bestemteaktører og beskrivelserne af deres handlinger i sfæren for det afvigende, som journalistikken – ifølgeHallins model – ser det som sin opgave at beskytte det politiske establishment imod. På flerepunkter kan eksempelvis beskrivelserne af Bush som en utålmodig cowboy med for mange våbenses som en måde at beskrive ham som afvigende fra normen for, hvorledes fornuftige statslederebør optræde og dermed implicit et forsvar for eksempelvis Chirac & Schroeders insisteren på atsøge en diplomatisk løsning.Jeg vælger alligevel at betragte også disse journalistiske beskrivelser som indenfor sfæren af legitimemodsætninger, om end der meget tydeligt søges at gøre den ene part i konflikten mere legitimeend den anden. Årsagen er, at om end lederartiklerne forsøger at marginalisere enten Bush ellerChiracs argumenter i den givne konflikt, så anfægter de aldrig rigtigt deres legitimitet som folkevalgtepræsidenter eller for den sags skyld underkender USA eller Frankrig som suveræne statermed ret til egen udenrigspolitik. Snarere må man se disse udfald som forsøg på at latterliggøre aktørernei forhold til dette bestemte konfliktpunkt, så ingen vil tage deres udsagn herom alvorligt. Såselvom disse eksempler fra den kommenterende journalistik har stærke præg af marginalisering afbestemte aktører, så mener jeg ikke, at de marginaliseres helt ud i sfæren for det afvigende, hvoraktørerne ikke længere beskrives som deltagende i den politiske debat, men udelukkende beskrives itermer af deres afvigende adfærd, anormalitet og ofte også samfundstruende potentiale. Bush ogChirac er stadig politiske kræfter, der ikke kan overses eller forbigås i tavshed, hvilket lederartiklernenetop viser, ved al den retoriske oprustning de mobilisere for at argumenterer mod deres politiskeargumenter.174