Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

udenrigspolitik, diskvalificerer han sit parti som regeringsbærende. I stedet vil man se Dansk Folkepartirykke ind på den ledige plads blandt partier, der tør løfte ansvaret # 54 (Berlingske Tidende,2003/03/19).Det er tydeligt, at avisen helt støtter op om regeringens beslutning og underbygger statsministerensargumentation om, at det i virkeligheden er oppositionen og særligt den socialdemokratiske leder,som har skiftet kurs, ved at introducere et historisk referencepunkt ca. 50 år tilbage i tiden. Ligeledesforstærker brugen af netop en tidligere socialdemokratisk statsminister i helterollen indtrykketaf, at den socialdemokratiske Mogens Lykketoft ikke blot forbryder sig mod sit eget partis traditionellelinie, men oven i købet forsøger at misbruge oppositionen mulighed for nem og ansvarsløskritik til at høste billige stemmer. Indirekte støtter dette så samtidigt Foghs selvudnævnte rolle somansvarlig anti-populistisk statsmand, der netop grundet sit statsmandsansvar må påtage sig upopulærebeslutninger.Dette perspektiv forstørres i en anden leder fra Berlingske Tidende, hvor totalkrigsreferencen tilstatsledernes ansvar under 2.verdenskrig bliver fremhævet som den ramme, Foghs beslutning skalforstås indenfor: Hvis en folkeafstemning havde afgjort, om USA skulle gå ind i krigen mod Hitler,er det tvivlsomt, om amerikanerne havde kastet deres lod i vægtskålen mod aksemagterne. Menpræsident Franklin D. Roosevelt vidste, at krigsdeltagelsen var i USAs overvældende interesse,fordi det handlede om demokratiernes overlevelse. Japanernes angreb på Pearl Harbor gav hamden anledning, han ventede på, til at gøre det nødvendige. Beslutninger om krig eller fred er denultimative test for regeringschefer. Her er byrden tungest. Og den er særlig tyngende, hvis beslutningengår mod den øjeblikkelige folkestemning. Vi skal nok afholde os fra større sammenligningermellem Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen. Den britiske premierminister er leder af en stormagt,og politisk er han socialdemokrat - omend af en sjælden slags. Fogh er statsminister i et lilleland, og som politiker er han liberal. Men de traf begge den svære, den upopulære beslutning ispørgsmålet om krig mod Iraks diktator Saddam Hussein. Demokratisk udpegede ledere er ikkevalgt til altid at træffe beslutninger, der falder i god jord hos vælgerne. De er valgt til at træffe derigtige beslutninger # 139 (Berlingske Tidende, 2003/03/21)I en leder fra Jyllands-Posten er totalkrigsreferencen også anvendt til støtte for regeringens sag:KRIGENS TID er også forsimplingens tid. Det mere end antydes, at de, der ønsker magt sat bagFN's krav gennem 12 år til Iraks despot, Saddam Hussein, skulle nære en særlig lyst til krig. »Amerikanernevil i krig«, »Fogh vil i krig«, hedder det i dækningen i f.eks. Danmarks Radio, der bliverstadigt mere entydigt antiamerikansk. Intet kunne være mere forkert. Krigens tid er ødelæggelsenstid, kaosets tid, uoverskuelighedens tid. Det véd alle. Men krig er undertiden uomgængelig. Sådanvar det i 1939. Sådan var det i 1990. Og sådan er det i dag.Det er faktisk kun i tiden op til udbruddet af Første Verdenskrig i 1914, at der i nyere tid vitterlighar været en længsel efter krig i de europæiske befolkninger. Man drog i krig med vajende faner og206