Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

Men hvorfor der er disse forskelle i måden, stater ønsker at fremstille deres krigsengagement, trorjeg, må findes i hvilke behov staterne (konkret deres regeringer) har haft for at legitimere krigsdeltagelseoverfor befolkningen. Altså i hvilket omfang det var nødvendigt at argumentere for at tusinderaf eksempelvis amerikanske soldaters deltagelse i en fjern krig skulle være i nationens interesse,når fjenden ikke direkte truede hjemlandet, som i totalkrig. Baseret på Carruthers, Hallins m.fl.sanalyser forekommer det mig, at de begrænsede krige måske kan foregå i stilhed, så længe man kanbero på, at en altoverskyggende koldkrigsideologi sikrer en indenrigspolitisk accept. Modsat kan detsynes nødvendigt at skaffe opbakning til en krig mod en tidligere allieret i en konflikt af mere tvivlsomnational interesse ved at mobilisere skrækscenariet om en gentagelse af den sidste totalkrig.Uanset hvad diverse regeringers bevæggrunde for valg af retorik har været, så synes den relation,som de enkelte staters regeringer laver mellem krigens nødvendighed og den nationale interesse, iudbredt grad at sætte vilkårene for journalistikkens arbejde, da forsøg på at problematisere dennerelation sanktioneres af såvel stat/militær som af medier og journalister selv. Anklagerne mod PeterArnett for landforræderi kan fremhæves som eksempel herpå, ligesom kritikken af Harrison Salisburysreportagetur til Nordvietnam.Set i lyset af sfæremodellen, så synes de begrænsede krige – under bestemte forudsætninger – atgive plads til, at visse aspekter af krigen kan dækkes indenfor sfæren af legitime politiske modsætninger.Selvom jeg vil mene, at det var tvivlsomt i hvor høj grad journalistik om legitime politiskemodsætninger reelt truede koldkrigsideologien i Hallins Vietnam-krigsanalyse, så kunne indenrigspolitiskdebat og journalistik herom i hvert fald finde sted.Men netop fordi forskellige regeringer og militærledelser ofte aktiverer totalkrigsretorik i begrænsedekrige, så vil det også kunne aflæses i, hvordan journalistikken forholder sig til krigen – set iforhold til sfæremodellen. Selvom en begrænset krig sikkert også har meget begrænset indflydelsepå dagliglivet i det krigsførende land, så kan den politisk, journalistiske ramme, krigen sættes ind i,godt antage totalkrigstilstande, hvor intern kritik – altså i andre sammenhænge legitime politiskemodsætninger om krigens formål – udstødes til sfæren for det afvigende. Skal man følge rationalet iHallins analyse, vil journalistikken i høj grad følge det politiske klima i landet. Hvis der grundlæggendeer udbredt politisk konsensus om den begrænsede krigs nødvendighed vil journalistikkenfortælle denne historie, hvis regeringens krigspolitik møder modstand indenfor anerkendte politiskefraktioner, vil journalistikken fortælle denne historie.Krig mod terrorWar on terror 152 – krig mod terror er Carruthers tredje kategori, hvorunder hun, foruden en længerediskussion af begrebet terrors uklare placering mellem krig og fred samt begrebets stærkt politiskebrug, diskuterer forskellige statslige teknikker for at styre terrorismens brug af medierne.152 (Carruthers, 2000) (163ff)81