Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

Hvis demonstranterne blev beskrevet indenfor sfæren af legitime politiske modsætninger ville manhave beskrevet parterne ud fra nogenlunde samme kriterier og, ligesom ved folketingsdebatten, havelagt vægt på deres udtalelser i forhold til konfliktpunktet – krigen. Men der bliver gennemgåendelagt langt større vægt på at beskrive demonstranternes adfærd, i hvilken grad de udgør en trusselmod samfund og samfærdsel og alt i alt at udstøde dem som ligeværdig politisk debattør. Den storefokus på de unge demonstranter viser også spændvidden i hvilke roller, demonstranterne tildeles. Ide beskrivelser, der er mest venligt stemt overfor de unge, beskrives de som skoleelever, der forsøgersig ud i det politiske men øjensynligt ikke helt har lært det endnu, hvorimod de i de mest afvisendebeskrivelser er samfundsfjendske aktivister, der søger konfrontationen med politiet og derforrettelig bør anholdes. I begge ender af dette spektrum bliver de dog i hovedsagen beskrevet medtyngden på deres adfærd og i mindre eller helt perifer grad med udgangspunkt i deres politiske ytringer.Dette stemmer i udbredt grad med Hallins analyse af amerikansk journalistiks beskrivelser afantikrigsbevægelsen, som langt op gennem krigen vedblev at blive beskrevet i sfæren for det afvigende.Unge aktivister, der forsøger at besætte militære installationer og efterfølgende må arresteresaf politiet, betragtes ikke som legitime politiske kræfter, men som afvigende kriminelle elementer,som politiet skal forsvarer samfundet imod.Hvis nyhedsstrengen skal ses i regi af sfæren for legitime modsætninger er det i hvert fald, med enmeget ulig vægtning af de respektive parter i den politiske konflikt. Journalistikken finder det foreksempel ikke nødvendigt at afkræve regeringen svar på demonstranternes protester, men fokusereri stedet meget på politiet, som generelt gives en betydelig forrang frem for demonstranterne. Foreksempel er det ofte vigtigere for avisen at få politiets konklusioner på forløbet af dagens demonstrationerend at få arrangørernes ditto.Uligheden i beskrivelserne af konfliktens parter trækker på flere punkter mere i retning af at beskrivedemonstranterne som skæve enkelt individer med afvigende adfærd end som politiske aktører forslet ikke at tale om en politisk bevægelse. Refrænet fra en amerikansk antikrigssang fra Vietnamdemonstrationerneer en af de oftest citerede ytring fra demonstrationer: »1-2-3-4 We don't wantyour fucking war. 5-6-7-8 Stop the killing and the hate.« # 360 (BT, 2003/03/21) # 1162 (Politiken,2003/03/21).Men der er også – igen med påfaldende lighed med Hallins eksempel – tegn på, hvilke forhold veddemonstrationerne, der kan få journalistikken til at betragte dem som hørende indenfor sfæren aflegitime modsætninger og følgelig til en vis grad beskrive dem indenfor normerne for upartisk journalistik.Dette ses ved de sjældne direkte citater, der gengives fra demonstrationernes politiske budskaber,som alle uden undtagelse er citater fra anerkendte politiske kræfter, der stiller sig op påblokvognen og udtaler sig på vegne af hele demonstrationen. Uanset de enkelte avisers holdning tilkrigen eller politiske syn på opposition, så genkender journalistikken i oppositionspolitikerne en230