Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

den måde. 108 Fraværet af censur var ikke så meget en selvvalgt strategi fra det amerikanske militær,som det var konsekvensen af, at USA aldrig officielt gik i krig mod Nordvietnam, men i stedet fastholdtat være ’militære rådgivere’ for det sydvietnamesiske styre. Så længe USA ikke officielt, omend nok så reelt, var krigspart, kunne de heller ikke iværksætte et censursystem, som hører krigssituationertil. 109At USA ikke på forhånd havde udsendt regler for journalistisk virke i Vietnam, etableret et censurkorpseller udstukket formelle regler for hvad og hvordan, der måtte reporteres fra Vietnam, betøddet ikke, at journalisterne havde uhindret adgang til al information. Såvel Hallin, Knightley somLuostarinen beskriver indgående de mange forsøg fra amerikansk og til dels sydvietnamesisk sidepå enten at holde krigen ude af mediernes søgelys eller at farve det billede af krigen, der blev tegnet.En del af denne kamp om krigen foregik hjemme i USA, hvor Pentagonadministrationen udsendteså megen information til Washington-redaktionerne, at disse ofte fravalgte de Vietnambaseredekorrespondenters historier som utroværdige, da de var for meget i strid med de (mis-)informationer de selv sad inde med. En anden del af militærets mediekamp udspilledes ved de oftelatterliggjorte ’Five O’Clock Follies’, det amerikanske militærs daglige pressebriefinger for et skeptiskpressekorps i Saigon, hvor militæret forsøgte at placere deres nyhedshistorier på mediernesdagsorden 110 .Men alligevel er en anden del af Vietnam-læren, at denne krig var den ucensurerede krig, hvor stortset hvem som helst, med eller uden journalistisk erfaring, kunne blive akkrediteret som journalist ogopnå de fordele, der var forbundet hermed, herunder fri transport af militæret til kampområder, friadgang til at interviewe soldater, ja de kunne endog få udleveret rationer og indkvartering. 111 IfølgeVietnam-myten skulle journalistikken have besvaret militærets ubegrænsede service og beskyttelsemed en urimelig kritisk dækning, som i sidste ende forhindrede militæret i at vinde krigen. Set fraen militær optik gengældte journalisterne den militære hjælpsomhed med et ”stab-in-the-back”,hvilket i høj grad blev den overordnede fortælleramme for militærets Vietnam-erfaring. 112Uanset hvor meget Hallin, Knightley, Carruthers og mange flere har kunnet påvise, at Vietnamlæreni højere grad er en Vietnam-myte eller et Vietnam-syndrom end en troværdig karakteristik af108 Officielt var Korea-krigen i udgangspunktet fri for censur på nær hensyn til militær sikkerhed, men korrespondenterfølte sig så usikre om hvornår usynlige grænser for det tilladelige blev overskredet, at pressekorpset selv udbad sig mereklare censurregler (Knightley, 2000(1975)). Se endvidere (Luostarinen, 2002)109 Ifølge (Luostarinen, 2002) så var der også store praktiske besværligheder ved at opretholde censur i et svært fremkommeligtland som det vietnamesiske.110 ifølge (McLaughlin, 2002) så var disse pressebriefinger på den ene side ikke betragtet som seriøs information afkorrespondenterne, men alligevel blev de ofte – i mangel af bedre - grundlaget for mange korrespondentnyheder omsærligt bombetogter, som journalisterne ikke havde ret til at tage med på.111 Ifølge Knightley kræves der for det først et sydvietnamesisk visum og dernæst, at man kunne fremvise et brev fraredaktionen (eller som freelancer breve fra to nyhedsorganisationer, der ville aftage historier) hvorefter man kunne få etakkrediteringskort (Knightley, 2000(1975))112 (Carruthers, 2000)64