Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

Denne identifikation gennem det almindelige menneske genfindes flere steder med små portrætterog interview med enkeltdeltagere i demonstrationer. Politiken indleder en reportage fra demonstrationenved den amerikanske ambassade 22.marts med en nærbillede af en af de kvindelige demonstranter:Hendes fingre knuger om et stort bundt lilla blomster. Øjnene er tegnet op med en spinkel,sort streg, og hendes iltre, krøllede hår bliver holdt i spænd med et sort tørklæde. Marie Aktor,hedder hun, og blomsterne er til politimændene. »Jeg synes, det er synd for politiet, at de ikke kanfå lov til at være med. For de må vel, ligesom resten af befolkningen, også have et flertal mod krigen.Derfor får de nelliker«, siger hun # 1230 (Politiken, 2003/03/23).Samme indgangsvinkel har en artikel i Information, der også lægger ud med at beskrive en kvindeligdemonstrant: Hun står der, ikke meget højere end træstangen, hvor banneret er fastgjort. Lys ogspinkel med kontrast på øjenvipperne, der er tunge og sorte. Hun står der på Rådhuspladsen for atafsende ordene: 'Bekæmp Imperialismens Folkemord' til verden, der haster forbi. og citerer hendesenere for ordene: »Det er vigtigt at forsøge at gøre en forskel. Vise, at regeringen tager fejl,« sigerhun. Hun råber: »One-two-three-four We don't wan't this fucking war. Five-six-seven-eight, Stopthe killing, stop the hate.« # 961 (Information, 2003/03/21). Modsat Politikens personificering, såsynes denne ’hun’ ikke at være en bestemt person, men en personlig vinkel fortalt omkring en fiktivkvindelig aktivist. Artiklen slutter f. eks med at ’hun’ nu er en demonstrant i San Francisco, somslæbes væk af politiet.Andre artikler bygger reportagerne op om en række enkeltpersoner, som i Berlingske Tidende: Midti det hele sad Ilse fra Nordsjælland sammen med sin datter. Egentlig havde hun opfordret datterentil at holde sig væk fra demonstrationerne, men nu havde Ilse selv fået nok. for derefter at hoppevidere til næste i rækken, der også havde en helt egen historie bag sin deltagelse i demonstration:Mahdi Abbas, herboende iraker på fjerde år, var også mødt op på pladsen. På et beskedent hvidtark A5 havde han skrevet sin egen lille protest: »Fogh, blod kan ikke vaskes af.«# 157 (BerlingskeTidende, 2003/03/22).Men ser man samlet på reportagerne fra demonstrationerne, så er det slående, hvordan den personligevinkel eller identifikationshenvisningerne stort set er den eneste måde, hvorpå demonstrationernesøges beskrevet fra de demonstrerendes eget synspunkt, hvilket også sætter journalistikkens beskrivelseraf den folkelige krigsmodstand i et særligt lys. Politiet gives, gennem navngivne talsmændeller ledere, mulighed for at kommentere ikke bare egne handlinger, men også at tegne et overordnetbillede over så vel demonstrationernes forløb, antal demonstranter samt forrangen til at udpegehvilke samfundsmæssige værdier, der blev hyldet i den givne situation. Demonstranterne derimodgives meget sjældent mulighed for at udtale sig om noget som helst andet end blot sig selv. Denenkelte demonstrant, som personificeres af journalistikken, bliver derved kun repræsentant for sigselv og gives ikke på samme måde mulighed for at udtale sig på alle demonstranters vegne og sletikke at kommentere situationen i en større sammenhæng. Ved den udbredte brug af identifikations-224