Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

enske mediers massive opmærksom til terrorgrupperne kunne forhindre mordene på de kidnappede.154Diskussionen om mediers betydning for terrorismen er stadig aktuel, og har fået tilføjet en rækkenye aspekter ved terrorangrebene i USA i 2001. Ligesom spørgsmålet om årsagerne til terrorismeogså drøftes ivrigt. For dette projekt er det dog ikke væsentligt, men derimod er jeg interesseret iheri at se tegn på, hvordan henholdsvis medier og stat agerer i forhold til nationen, når krig modterror er erklæret.Ligesom ved tilstanden af begrænsede krige synes staternes ønske om fokus på krigen at svingemeget. Hvis krigen gøres total og alle borgere aktiveres til soldater i krigen, vil man samtidigt haveanerkendt terrorgruppens mulighed for at undergrave statens evne til at beskytte sine borgere. Mensamtidigt kan krav om censur netop legitimeres i henhold til totalkrigsretorik, hvorved medierneligesom i 2.verdenskrig gøres medansvarlige for nationens beståen. 155 Omvendt taler tesen om atterrorismen næres ved medieopmærksomhed for, at en stat bedst sikrer nationen og befolkningenved at slå hemmeligt følgeskab med medierne om at beskytte nationen ved at ekskludere terroristernesgerninger fra offentligheden (som forsøgt i Vesttyskland i 1970’erne). En sådan stiltiende forståelsemellem presse og stat kræver nok en konsensus om terrordefinitioner, der er mindst ligesåstærk som den koldkrigskonsensus, Hallin beskrev, mellem presse og stat i Vietnam-krigens tidligedage. Hvis der derimod er politisk konflikt om, hvorvidt bestemte grupper skal regnes i rækken afterrorister, vil det være min påstand, at pressen i højere grad vil påberåbe sig retten eller snarereforpligtigelsen til at bringe nyheder herom til nationens borgere. At det i nutidens multimediesamfundmed satellit-tv og internet desuden ville være praktisk umuligt at udelukke terrorister fra mediebevågenhed,er en helt anden sag.Set i forhold til sfæremodellen vil det udfra de seneste års amerikansk ledede, verdensomspændendekrig mod terror være svært for journalistikken at forholde sig til terrorgrupper som andet end gruppereller personer, der befinder sig i den yderste periferi af sfæren for det afvigende. Det kan påmange måder synes, at Vietnam-krigens koldkrigskonsensus i store træk er blevet erstattet af en nyantiterrorkonsensus – i hvert fald i amerikansk politik, samt at det derfor kan være overordentligsvært for journalistikken på nogen som helst måde at beskrive disse spørgsmål i sfæren af legitimepolitiske modsætninger.154 Johansson genoptager denne diskussion om mediers medansvar for terrorismen i forhold til svenske mediers dækningaf de amerikanske terrorangreb i 2001 i (Johnsson, 2004)155 Det kunne synes fra en udenforståendes betragter, som om krigen mod terror i USA siden 2001 netop på alle måderhar nået status af totalkrig, både hvad angår statens indskrænkning af borgernes frihedsrettigheder og forventninger tilmedier under påberåbelse af nationens sikkerhed. Dette analyseres i forskellige indlæg i (Nohrstedt & Ottosen, 2004).Se endvidere Michael Moores stærkt polemiske film ’Fahrenheit 9/11’ (Moore, 2004) samt dokumentationen og diskussionerneherom på hans hjemmeside http://www.michaelmoore.com/ (Moore, 2004).83