Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

on. Set derfra kan den velkendte politiske konflikt, som den kendes fra folketingsdebatterne, væresvær at få øje på. Hvad journalisten derimod umiddelbart kan observere, er en række enkeltpersoner,der råber slagord, bærer hjemmelavede bannere osv. og ikke mindst observere, når demonstrationerneudvikler sig dramatisk til kampe med politiet. Ligeledes kan det også være svært for journalistikkenat finde autoritative kilder, som kan udpege fakta for dem med mindre, de lokaliserer enpolitimand eller en kendt politiker. Hvis ikke en Auken eller Lykketoft stiller sig op på en blokvognog fortæller, hvad denne demonstration handler om, har journalisten ifølge den klassisk refererendejournalistik ikke andre muligheder end at lade reportagen fremstille en række enkeltpersoner medbegrænset repræsentationskraft eller finde en anden autoritativ kilde – oftest politiet.Analyserende journalistikDen analyserende journalistik derimod har faktisk større mulighed for at beskrive demonstranternesom andet en utilpassede unge og det er også i denne genre, at man finder journalistiske beskrivelser,der tillægger demonstrationerne eller fredsbevægelserne en politisk vilje og ikke blot en aparteadfærd. Der er ikke voldsomt mange analyserende artikler om dette emne, men alligevel et parstykker, som forsøger at beskrive enten hele fredsbevægelsen eller dele af den i et større perspektiv.Jyllands-Posten og BT har hver deres baggrundsanalyse, hvor særligt organiseringen af demonstrationerer i fokus. Under rubrikken: Medie-bevidste aktivister beskrives bevægelsen Globale Røddermed fokus på både bevægelsens fremkomst, målsætninger og midler og særligt bevægelsens mediestrategi:Man kan sige meget om bevægelsen Globale Rødder, men man kan ikke kritisere deresevne til at komme i medierne # 577 (Jyllands-Posten, 2003/03/21). Ligeledes har BT en baggrundsartikelom en 14-årig skoledreng, der har organiseret store dele af de protestaktioner mod krigen,der udspillede sig i den undersøgte periode. Under rubrikken: 14-årig står bag børnenes krigsprotesterbeskrives, hvordan de voksnes aktionsformer ikke blot er overtaget af børn, men at aktionerneogså er organiseret af børnene selv: Gruppen bag den målrettede indsats mod børnene i skolernekalder sig F.R.E.D., og i spidsen for gruppen står den kun 14-årige Lasse Myeng, der til dagliggår i 8. klasse(…) »Vi har arbejdet med det her projekt i et par måneder, og vi har stået for atsamle Københavns folkeskoler. Efterhånden har vi et netværk, som består af medlemmer af elevrådene.Derfor er det nemt at samle en masse elever sammen, når vi vil lave aktioner. Det er ogsåblevet meget nemmere at lave den slags protester, som vi har gjort, fordi alle børn og unge har enmobiltelefon. På den måde tager det ingen tid at få beskeden spredt«, fortæller han # 384 (BT,2003/03/22). Dette blik på skoleelevernes aktioner er ret unikt, og i modstrid med de artikler oglederkommentarer, der enten ser skoleeleverne som udsendt af venstreorienterede lærere (eller skoleborgmesteren)eller som ansvarsløse unge, der blot bruger aktionerne som anledning til at pjækkefra skolen.226