Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

De ovennævnte krigssituationer i Vietnam, Falklandsøerne og Irak er karakteriseret ved deltagelsefra USA og/ eller Storbritannien, ligesom det i hovedsagen er vilkår for den amerikanske og engelskepresse og ditto journalister, som har været genstand for de ovennævnte analyser af Carruthers,Hallin, McLaughlin og Knightley. Med andre ord er det arbejdsvilkår for journalister fra de krigsførendenationer, som har været undersøgt. Når der ikke findes tilsvarende mængder af analyser afdanske krigskorrespondenters arbejde kan nok i høj grad tilskrives, at Danmark ikke har deltagetaktivt i krige siden 1864, 136 hvorimod både USA og Storbritannien har været meget aktive på krigsfronternegennem hele det 20.århundrede. At danske journalister siden Cavling og von Jessen harrejst verden rundt for at rapporter fra andre landes krige, er et andet forhold som vil blive taget opsenere i dette kapitel. I stedet vil jeg opholde mig lidt mere ved, hvordan censur og propaganda kanbetragtes fra en krigsførende nations optik.De tidligere nævnte oversigtsværker om forholdet mellem krig og medier rækker tilbage til Krimkrigeni1854-56, hvor den engelske journalist William Howard Russell, der rapporterede fra de britiskestyrker, tilskrives rollen, som den første krigskorrespondent. Lige siden Russells dage harkrigskorrespondenter været omgærdet med en række modstridende krav og forventninger fra såvelarbejdsgivere, kolleger, militær, regering og landsmænd, ligesom der også er indført en række restriktionerfor deres virke herunder forskellige former for censur. 137Og nogle af de indlysende begrundelser for de mange krav og restriktion har været bundet til basaletræk ved rollen som krigskorrespondent. Selvom der historisk set også har været en lang rækkekrigskorrespondenter, der skrev fra de væbnede styrkers rækker, er korrespondenten oftest en civilperson, der bliver givet særlig adgang til en krigszone for at kunne berette befolkningen – eller sitmedies målgruppe – om krigens gang. Disse beretninger videregives i offentligt tilgængelige medier,som også fjenden kan få adgang til, og den mest grundlæggende censur består netop i at forhindrekrigskorrespondenten i at udlevere vitale oplysninger om de militære forhold, som kan opsnappesaf fjenden. Censuren indføres i hovedsagen med reference til sikkerhedsmæssige hensyn, hvorkrigskorrespondenter og andre journalister ved hjemmeredaktionerne, forpligter sig på ikke at bringedisse styrkers sikkerhed på spil ved at afsløre f.eks. deres præcise placering, mandtal, våbentyper,strategier for kommende slag, soldaternes forfatning, kampmoral m.m. Generelt set har tiltroentil selvjustitsen blandt Russells efterfølgere, hvad nation de end måtte komme fra, ikke været overvældende,da der har været indført direkte kontrol med det journalistiske arbejde i stort set samtligestørre krige siden Krim – Vietnam undtaget.mine øjne stærkt misvisende og er nok i højere grad en projektion af Lunds eget perspektiv end tegn på en begavetomgang med historien (Lund, 2003). Argumenter og ræsonnementer i hele kapitlet skulle gerne stå for denne pointe.136 Krigen mod Tyskland i 1864 var rammen for de sidste erfaringer, danske korrespondenter har gjort ved danske frontliner.Mogens Meilby har for nylig givet eksempler herpå i tekstsamlingen ”Så til Hest” (Meilby, 2004)137 (Knightley, 2000(1975))73