Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

Men dette billede kan heller ikke helt opretholdes, idet der jo samtidigt findes en række artikler, derbåde sætter spørgsmål ved antallet af og hensynet til de civile, irakiske ofre (og endog citerer disseofre ordret for kritik af koalitionen), og spørgsmål ved, om journalistikkens kan opretholde en uafhængighedaf militæret og koalitionens propaganda i krigstid.Hvad der ydermere er med til at forvirre billedet af journalistikkens forhold til værdierne i dennenyhedsstreng, er, at forskellige dele af avisernes dækning af nyhedsstrengen forholder sig forskelligttil de diskuterede problematikker. De mange distancerede reportager om krigens gang tilstræber iform af gængs refererende journalistik, i hvert fald formelt, at fastholde krigen i sfæren af legitimemodsætninger, hvor journalistikkens rolle er så nøgternt og præcist som muligt at gengive begivenhedernesgang og aktørernes udtalelser herom. Men selvom det er denne form eller genre, der tilstræbes,kan der lokaliseres myriader af overskridelser af selv samme genrebestemmelser, når deøjensynligt refererende artikler er fylde med fragmenter af både analyse og kommentar, hvis oprindelseofte fortaber sig i et uklart spænd mellem journalisten selv og dennes kilder fra koalitionen.Dér, hvor genrens glemte fordringer om kildekritik og ligevægtige beskrivelser af konfliktens forskelligelegitime parter kan findes, er derimod i en række hovedsagligt analyserende artikler, hvorspørgsmål om civile ofre, kildekritik, journalistikkens forhold til militæret osv. eksplicit og afkobletfra de daglige situationsreportager gøres til genstand for diskussion. Ligeledes kan der i den kommenterendejournalistik findes mange eksempler på kommentarer og hensigtserklæringer om, hvorvigtigt det er at få oplysninger fra alle konfliktens parter og være opmærksom på de mange historiskefortilfælde, hvor journalistikken er blevet narret ind i militære parters propagandastrategi.Endelig er der kategorien af øjenvidneberetninger fra Bagdad, som i udgangspunkt er placeret i sfærenaf legitime modsætninger, hvor journalistikken stiller sig lige midt i et af de mest handlingsmættedepunkter for krigens gang for at reportere, hvad de ser, der sker. Hvad de enkelte krigskorrespondenterså ser og vælger at videregive fra deres position i krigens centrum er derimod megetforskelligt. Skellet mellem de to nordiske korrespondenter kan forenkles til, at den ene vælger atbeskrive hvad hun ser og citere de mennesker, hun møder, hvilket den anden korrespondent sådanset også gør, men udfra en forudindtaget forventning om, at han konstant risikerer at blive narret afdet han ser og hører. Begge bevæger sig også, dog på hver deres vis, ind over elementer af bådeanalyserende og kommenterende journalistik i deres i udgangspunkt refererende reportager.En samlet konklusion på disse meget uensartede tendenser indenfor nyhedsstrengens forskelligeperspektiver og genrer er meget svær at udlede. En entydig konklusion vil næsten uundgåeligtkomme til at bygge på skøn over journalistikken mere eller mindre bevidste intentioner.Når man både kan lokaliserer en stærk tendens til, at nyhedsreportagerne om krigens gang i overvældendegrad og tilsyneladende ukritisk gengiver og retfærdiggør den angribende koalitions per-280