Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

Hvor totalkrigen på sin vis er den ultimative krigsform, hvor journalistikken og mediernes rolleogså placeres i deres ultimative position nemlig, som samfundsbevarende institution, så er Carrutherstre andre kategorier på hver sin måde gradbøjninger heraf.Begrænsede krigeLimited Wars 150 – begrænsede krige er næste kategori i Carruthers analyse, som igen finder sin optiki en angloamerikansk sammenhæng. Denne kategori eksemplificeres ved amerikanske og britiskekrige af begrænset betydning – oftest hvor hjemmefronten ikke på samme måde et sat på spilsom i totalkrigen, og hvor hele nationens beståen ikke sættes ind på krigens udfald. Både Vietnam-,Falklands- og Golfkrigen falder ind under denne kategori. Kategoriserings optik betyder, at selvomdisse krige var begrænsede set fra et amerikanske eller britisk synspunkt kunne de udmærket oplevessom særdeles totale fra et vietnamesisk eller irakisk synspunkt.Karakteristisk ved krigsparternes forsøg på propaganda og censur i disse krige er en penduleringmellem næsten at benægte krigsdeltagelse på den ene side, til at aktivere hele totalkrigsretorikkenpå den anden side. Som gennemgået i de foregående afsnit, har journalistikken heller ikke i dissebegrænsede krige selvstændigt kunne vælge sin position og sine muligheder, men været stærkt afhængigaf statslige og militære beslutninger på et utal af niveauer. Og igen synes forholdet til nationenat være omdrejningspunktet.Carruthers beskriver, hvorledes staterne i de begrænsede krige kan svinge fra Kennedyadministrationenlangvarige benægtelser af USA’s reelle krigsdeltagelse i Vietnam-krigens tidligeperiode til Bush-administrationens totalkrigsretorik i forbindelse med Golfkrigen i 1991. I det enetilfælde forsøger staten at få den begrænsede krig til at forsvinde fra medierne, i det andet tilfældeiværksætter den en retorik om fjenden, der gør Saddam Hussein til en ny Hitler og Irak til et genopstandenTredje Rige, inkarnationen af ondskab, som USA skal befri Kuwait fra. I begge tilfældefølger journalistikken i udbredt grad trop. De journalistiske modsvar mod regeringens totalkrigsretorik,der kan findes i begrænsede krig gør igen brug af relationer til nationen og befolkningens”right to know”, hvor idealet om journalistikkens demokratiske forpligtigelse overfor samfundetbyder dem at fortælle sandheden. Gitte Meyer har i sin Ph.D.-afhandling fra 2004 adskillige aspekterpå, hvorledes offentligheden, befolkningen eller det folkelige på forskellig vis gøres til legitimationfor journalistikken. At udgive sig for ”folkets røst” eller at repræsentere det ”folkelige” er ifølgeMeyer et ofte anvendt journalistisk argument 151150 (Carruthers, 2000) (s.108ff)151 (Meyer, 2004) Her er der refereret fra et foreløbigt manuskript til en forkortet version af Gitte Meyers afhandling.80