Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

I Husseins forhold til omverdenen og særligt forventninger til hans dispositioner i forhold til envæbnet konflikt fortsætter beskrivelserne af en person, der karakteriseres som totalt afvigende franormer for rationelle, ansvarsfulde statsledere.: Under den første Golfkrig tog Saddam Hussein udlændingesom gidsler og brugte dem som våbenskjold, og han brugte sin egen befolkning til at isoleremilitæranlæg. Nu gør han det igen, rapporterede flere medier i går. og fortsætter om hansfjendske holdning til FN ved: Genèvekonventionerne fra 1949 forbyder udtrykkeligt brugen af våbenskjold,men konventionerne er ikke flittig lekture i Bagdad # 216 (Berlingske Tidende,2003/03/24).Husseins uretmæssige position som statsleder udtrykkes kort i en kommentar fra Politiken: Bushselv har haft et uomgængeligt moralsk kort på hånden - at Saddam fortjente at sidde på en anklagebænk,ikke i et præsidentpalæ# 1086 (Politiken, 2003/03/18).Ligeledes bliver Husseins gentagne undvigemanøvre overfor FN’s resolutioner og krav om våbeninspektørernesfri bevægelighed i Irak stærkt fordømt af alle aviser, som enstemmig er fortalere forat afvigeren Hussein ikke må gives mulighed for at underminere reglerne for det internationale samfund.I BT’s leder ser man bl.a. et eksempel på hvordan journalistikken gør sig til eksplicit fortalerfor verdenssamfundet mod afvigeren: At kapitulere over for Husseins forhånelse af FNs krav villehave været en opgivelse af ethvert forsøg på at håndhæve en international retsorden # 318 (BT,2003/03/19)Ligeledes slås der også på terrorretorikken set udfra Carruthers kategori om ’krig mod terror’, som ien artikel fra BT: Saddam er nu så desperat, at han kan finde på hvad som helst, og skrækslagnekurdere advarer direkte imod, at han vil hævne sig grusomt ved at aktivere selvmordsbombere ogregulære selvmordskommandoer. Ifølge en rapport i en tysk radiostation i Hamburg i går har Saddamanbragt op imod 1000 af sine tilhængere rundt omkring i verden, og deres eneste mission er atsprede terror, død og ødelæggelser, når de får et vink # 351 (BT, 2003/03/21). 271 Men i betragtningaf, at en del af den amerikanske argumentation for krigen mod Irak og Hussein, byggede på anklagerom Husseins støtte til international terrorisme (# 1108 (Politiken, 2003/03/19)), så fylder detteikke voldsomt meget i skildringerne af Hussein. Det er i langt højere grad hans terrorregime overforden irakiske befolkning end hans potentiale eller betydning indenfor international terrorisme, somjournalistikken trækker på i portrætteringen af Hussein.I flere artikler gisnes der op til krigsudbruddet på, hvordan Hussein vil svare på Bush ultimatum ogalle de skitserede alternativer er på den ene eller anden måde en viderefortolkning af Husseins hen-271 Dette eksempel kan på mange måder siges at være en opdatering af Hadenius’ eksempel fra Golf-krigen, hvor svenskemedier udpenslede risikoen for irakisk terror mod Sverige. Dengang var det frygten for at Irakiske missiler (måskeendda med kernevåben eller biologiske våbentyper) kunne nå svensk territorium eller angreb på eksempelvis det svenskeforsyningsnet, som var fremtrædende. I lyset af de efterfølgende års nye terrorerfaringer er det derfor i højere grad”selvmordsbomberen” som terroristfrygten centrerer sig om. Se (Hadenius, 1992).178