Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

ger hun som tegn på faglig eller professionel solidaritet over for journalistikkens grundlæggendemetoder og tilgange - det journalistiske håndværk – men ikke over for bestemte traditioner indenfor feltet eller over for bestemte medietyper eller institutioner. 62Det andet argument bygger på spørgsmålet om rekruttering af journalister. Journalistuddannelsernei Danmark, såvel de nye uddannelser ved universiteterne i Odense og Roskilde som DanmarksJournalisthøjskole, uddanner journalister som generalister. Der kan i forskellig grad være mulighedfor at specialisere sig inden for medietype, men ingen af stederne har man linier for sportsjournalistikeller for den sags skyld krigsjournalistik.På CFJE’s føromtalte Vidensbase giver journalist Niels Brinch en række råd og anvisninger tiljournalister, der påtænker at rejse ind i krigsområder. Foruden selv at fungere som journalist erBrinch i samarbejde med Jægerkorpset med til at arrangere femdages kurser for journalister om desærlige arbejdsforhold i krigsområder. Da Brinchs artikel er en af de eneste, jeg har fundet, som såeksplicit diskutere forhold vedrørende, hvordan man tager springet udi krigsjournalistik, er det værdat se nærmere på, hvilke råd det så er, han giver. 63Det første råd Brinch giver er, at den enkelte må gøre op med sig selv, om han/hun vil udsætte sigselv for de farer, et krigsområde kan byde og herunder de grusomheder, man kan blive vidne til.Derudover er det en række praktiske råd om, hvordan man færdes i krigsområder og undgår at udsættesig selv for stedets farer. Ifølge Brinchs artikel og emnerne for ugekurset, så kan man optimeresin sikkerhed gennem råd om alt fra pakning af bagage, fastsættelse af rejseplan og omgang medlokalbefolkningen til viden om miner, våbentyper og panserværn. Det er altså den enkelte journalistsvillighed til at sætte sig selv i en farefuld position samt teknikker til at færdes i et krigsområder,der fremhæves som det særlige ved krigsjournalistik. Der gives ingen råd om, at krigsjournalistikskal bedrives efter særlige kriterier eller udfra andre normer for god journalistik end vanligt.Det tredje argument knytter sig til tæt til de to foregående og henviser til den måde Irak-krigenoverordnet blev grebet an journalistik. Irak-krigen kom ikke som et lyn fra en klar himmel, hvorjournalister fra den ene dag til den anden måtte finde måder at beskrive denne begivenhed på. Mankan med en vis ret hævde, at netop denne krig var en af de mest forudsigelige, idet den har væretundervejs i 12 år siden Golfkrigen. Det vil sige, at alle nyhederne om krigstrusler og selve krigsudbruddeti marts 2003 var kulminationen af en fortløbende nyhedsdækning om Irak, hvor fokus havdeskiftet mellem Saddam Husseins rædselsregime, FN’s våbeninspektører i Irak eller USA’s krigstrusler.Journalistisk set gled behandlingen af Irak-stoffet fra gængs udenrigspolitiske dækning overi krigsdækningen. Kristian Mouritzen fra DR giver på CFJE’s vidensbase et vidnesbyrd herom, da62 Se side 133 i (Kristensen, 2003).63 (Brinch, 2003)40