Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

af de måder, journalistikken kan pege på andre værdier end de, der støtter forestillingen om denvestlige alliances retfærdige og moralsk nødvendige krig, er ved at slå på medmenneskelige aspekter,som det kommer til udtryk i reportager om sårede børn i Bagdad eller ængstelige irakiske familiemedlemmeri Brønshøj. Referencer, der ofte findes i de journalistiske beskrivelser af ’andre folkskrig’, hvor fokuset ikke er på krigens politiske forhold og disses konsekvenser, men på fremstillingaf lidelse som en afkoblet ‘afrikansk’ eller her ‘irakisk’ livsbetingelse.Det vil derfor være mest oplagt at betragte den danske deltagelse i Irak-krigen, som en ‘begrænsetkrig’. Carruthers analyser viste, at de amerikanske og britiske ‘begrænsede krige’ kunne svingemellem staternes ønske om helt at holde krigsdeltagelse ude af mediernes bevågenhed til modsat atartikulere hele totalkrigsretorikken.Den danske krigsdeltagelse ligner på mange punkter Hallins analyser af Vietnam-krigens tidligeperiode, hvor det ikke var i Kennedy-administrationens interesse, at den amerikanske krigsdeltagelsei større omfang blev diskussionspunkt i medierne. Journalistikken begrænsede også i høj grad sitvirke til troskyldigt at citere præsidenten og administrationen for deres selvvalgte udtalelser omVietnam. At journalistikken ikke af egen drift undersøgte forholdene nærmere eller skabte politiskdiskussion herom, forklarer Hallin dels med at journalistikken i ligeså høj grad var del af den koldkrigskonsensus,som amerikansk udenrigspolitik var formet af, dels at journalistikken ikke magtedeat placere emner i sfæren for legitime modsætninger, hvis ikke anerkendte politiske kræfter gjordedet – og følgelig kunne citeres herfor.Hvad angår den danske krigsdeltagelse, så adskiller den sig særlig fra Vietnam-krigens tidlige periodeved, at spørgsmålet om krigsdeltagelse faktisk er genstand for åben politisk debat, og ikke blotdel af en stiltiende konsensus. Dog vil jeg mene, at der såvel i selve folketingsdebatten som de efterfølgendeappeller til at bilægge striden, hvorefter krigens danske aspekter for en stor del forsvinderfra den journalistiske dagsorden, er kraftige tegn på en implicit og stiltiende konsensus mellemde politiske parter og journalistikken.Konsensus kan for det første iagttages omkring folketingsdebatterne, hvor der øjensynligt er konsensusom, at det er de mere tekniske processpørgsmål, som folketingsdebatterne centrer om. Mankan hævde, at problematiseringen af et brud på 15 års sikkerhedspolitisk konsensus er andet end enprocesbeskrivelse, men i min øjne bibeholdes diskussionen heraf netop på procedureniveau, hvorbruddet identificeres og beskrives, mens ansvaret herfor som andre politiske spil kastes frem ogtilbage mellem regering og opposition. Spørgsmålet om, hvad bruddet betyder på et andet niveau,for dansk politik og forestillingen om eksistensen af et nationalt fællesskab, der til alle tider kanudmøntes i politisk konsensus om vitale beslutninger for nationalstaten, berøres ikke. Derimod bliverdet sikkerhedspolitiske brud fra både politisk og journalistisk hold hurtigst muligt tysset nedigen, og konsensus søges genetableret gennem dels erklæringer om støtte – trods uenighed – til de298