Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

Krigsjournalistik og propagandaMen spørgsmålet om den militære sikkerhed er kun den ene side af censuren; den anden side er tætforbundet til en ligeså velkendt følgesvend indenfor forholdet mellem krig og medier – propaganda.Informationer om krigens gang er ligeså ofte del i propagandakrig om befolkningernes – egne ogandre landes – moralske støtte og opbakning til regeringernes krigsprojekter. Krigsførende magterspropaganda har gennem tiden haft et utal af målgrupper og motiver: at opildne soldaters kampgejstog skabe støtte og opbakning i befolkningen eller at demoraliserer fjendtlige soldaters kampmoral,tilsmudse fjendens image og forstyrre dennes internationale alliancer m.m. Eller modsat helt forsøgeat holde krigen ude af medierne, som var den amerikanske regering mediestrategi i lange perioderaf Vietnam-krigen. 138 McLaughlin undres i forbindelse med Kosovo-krisen over, hvordan videnom propagandas centrale betydning i krigssituationer øjensynlig er undsluppet nutidens journalister:Many journalists seem to forget that in wartime the military need them as much as they need themilitary and that the propaganda war is as much directed at domestic or friendly opinion as it isagainst “the enemy”. 139Krigskorrespondenters nationalitetKrigskorrespondenternes nationale tilhørsforhold og sindelag har gennem alle krigene været en delaf propagandakrigen. Oftest har korrespondenterne været nødsaget til at vælge side i krigen, omikke andet praktisk set, da de måtte vælge en af parterne fra hvis side, de ville rapporter om krigensgang simpelthen fordi, der ikke findes et helle på kamppladsen, hvor den uvildige betragter kanopholde sig. Cavling valgte at dække den græsk-tyrkiske krig fra den græske side (med en enkeltsviptur i fjendeland før krigsudbruddet) og von Jessen slog følge med de russiske officerer i Denrussisk-japanske krig. For begge disse korrespondenter var deres valg af ståsted til deres øjenvidneberetningermarkering af, at de på forhånd havde valgt side, idet de moralsk støttede henholdsvisden græske og russiske sag i krigen 140 . For andre korrespondenter gennem tiden har valget af perspektivikke været til stede, da det samtidigt ville være ensbetydende med et stempel som landsforrædereller en mistanke om spionage (f.eks. var det under 1. og 2. verdenskrig ikke et reelt valg forbritiske journalister, at dække krigen fra tysk side, da de enten af tyskerne ville blive betragtet sombritiske spioner og/eller som landsforrædere af deres landsmænd). Eller også har det, som Salisburym.fl. viste under Vietnam-krigen, været en mulighed, som journalister af forskellige grunde afholdtsig fra (hvorvidt det var grundet anklager om upatriotisk opførsel, dovenskab, kritik fra kolleger138 (Carruthers, 2000), (Hallin, 1986) m.fl. Hallin fremhæver netop, hvordan den amerikanske regerings pressestrategi iden første lange tid af USA’s Vietnam engagement var præget af hensynet til en lang række inden- og udenrigspolitiskeinteresser. Når Kennedy-administrationen så vidt muligt forsøgte at underspille omfanget af de amerikanske styrker iområdet lå der en nøje afvejning bag om hvilke signaler man ville sende til henholdsvis Nordvietnam, Kina, Sovjetunionenforuden den hjemlige politiske scene.139 Se side 122 (McLaughlin, 2002), For videre om propagandateorier se bl.a.(Luostarinen & Ottosen, 2002)140 Se bl.a. (Cavling, 1960), (Jessen, 1943-46) og beskrivelser af Cavling og von Jessens korrespondentliv i (Borker &Brøndgaard, 2001), (Jensen, 1972),(Gräs & Skovbjerg, 1984), (Meilby, 2004).74