Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

Selvom der har været gjort flere forsøg på at definere, hvad henholdsvis en nation eller en nationalstatkan siges at være, udfra objektive kriterier, så er de alle kuldsejlet grundet de mangfoldige undtagelserfra grundreglerne, der altid kunne føres som modargument. 47Større styrke har derimod analyser, der ser på, hvad man kan kalde nationalismens genealogi, hvorskiftende betydninger og elementer i diskurser om det nationale på forskellig vis har udpeget distinktesandheder om nationen eller national kultur, tradition, tilhørsforhold eller sammenhold. Idisse analyser kan man få blik for, hvordan de samme begreber i forskellige sammenhænge eller tilforskellige tider, har været associeret med diametralt modsatte betydninger.Begrebet nation og bestemmelser af, hvem der kunne henregnes til hvilke nationer, er således blevetfortolket på meget forskellige måder, hvilket kan tjene til eksempel på begrebernes omskifteligekarakter. I nationalismeforskningen skelner man generelt mellem to forskellige syn på nationalstaten– altså den stat (betragtet som en politisk administrativ, territoriel enhed) hvis grænser er sammenfaldendemed nationens (et fællesskab eller enhed af borgere) – ved at fremhæve to europæiskeidealtyper 48Som den ene idealtype ses den borgerlige, politiske nationalstatsopfattelse – oftest eksemplificeretved henvisninger til den franske statsdannelse. Her er det borgernes tilslutning til samfundet bærendeidealer og principper (f. eks. den franske republiks idealer), der er i centrum for statens anliggender.Denne idealtype knytter sig til oplysningstidens idealer om rationalitet, udvikling og civilisationi et opgør med enevælden. Kontraktteoretiske forestillinger om oplyste borgeres gensidige forpligtigelsepå hinanden, samfundet og staten er her helt central. Hvem der kan blive statsborger i ensådan nationalstat har principielt intet med personens afstamning, race eller lignende at gøre. Enhverder kan tilslutte sig forfatningen eller samfundskontrakten kan opnå at blive statsborger. Dennenationalstatsopfattelse sætter politik over kultur. 49Modsat beskrives den anden idealtype som den kulturelle, etniske nationalstat, hvor det nationalebunder i forestillinger om fælles etnisk herkomst, kultur og historie – og eksemplificeres ved henvisningertil den tyske statsdannelse. Nationen betragtes som givet af naturen eller historien, der harskabt et helt særegent folk kendetegnet ved en specifik kultur. Denne nationalstatsopfattelse byggerderfor på kulturrelativistiske opfattelser af naturlige nationer, der hører til på et bestemt kultureltterritorium, som har formet dette folks vaner, skikke, forestillinger og sprog gennem historien.Statsborgerskab er derfor alt andet end et politisk valg, men nærmere et blodsbeslægtet og/ellerstedbundet fællesskab, et fait accompli. Kulturen står i en sådan nationalstat over politik, da man47 Se bl.a diskussioner heraf i (Hobsbawm, 1990) eller (Eriksen, 1993).48 Se f.eks. (Smith, 1991),(Smith, 1994) (Østergaard, 1992) eller (Elias, 2000(1936)).49 (Damsholt, 1999).33