Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

På den ene side kan det ses som tegn for Den kolde Krigs endeligt. Efter Berlin-murens, Sovjetunionensog Warszawa-pagtens fald og EU’s udvidelse med adskillige tidligere kommunistiske lande,kan forestillingen om en overordnet kamp mellem kommunismen og ”den frie verden” om verdensherredømmetikke længere opretholdes. Koldkrigsideologien vil derfor også – i diskursanalytisketermer – miste betydning i forholdet til samfundets herskende sandheder, og miste styrken som regulatorfor også den historiske, videnskabelige optik. Jeg tvivler dog på, om koldkrigsideologiennogensinde har været så udtalt og gennemgribende, som Hallin viser for det amerikanske samfund.Det mest basale, jeg kan hænge denne antagelse op på, er, at kommunistiske og socialistiske partierhar været tilladt og haft forholdsvis stor tilslutning i den danske befolkning op gennem hele koldkrigsperioden.170Men uanset i hvilken grad og på hvilke måder en koldkrigsideologi kan siges at have haft indflydelsepå den danske samfund, så kunne den forøgede interesse for koldkrigstiden som historisk fænomenmåske ses som tegn på, at denne tid og denne tankegang netop er blevet historisk i dobbeltforstand.På den anden side kan de ekstra bevillinger og den megen politiske interesse i at få belyst bestemteaspekter ved Danmarks historie under Den kolde Krig, ses som tegn på, at der trods alt stadig er storpolitisk styrke at hente for nutidige synspunkter ved at referere til historiske ’sandheder’ om denneperiode. Koldkrigstiden har altså stadig politisk slagkraft i nutidens Danmark, og kan bruges til atlegitimere nutidige politiske forhold.Og hvad kan man så udlede heraf? Udfra spørgsmålet om hvorvidt, der kan udpeges en samlendenational ideologi for Danmark, kan man altså konkludere, at koldkrigsideologien nok må være påretur, eller hvad? Det er ikke sikkert, at jeg nogensinde vil nå til nogen afklaring på mit spørgsmålved at gå efter en historisk udelukkelses metode.Overordnet set kunne man måske godt hævde, at en dansk national selvforståelse er præget af, at viikke længere ser Sovjetunionen som vor hovedfjende, at vi ikke længere ser Tyskland som vor besættelsesmagt,at vi ikke længere ser Sverige som vor arvefjende osv. Problemet ved at anvende ensådan historisk udelukkelsesmetode er flersidig. For det første giver det sjældent et særligt fyldestgørendebillede af, hvad der kan udpeges som enten nationalstatens nutidige interesser eller centraleværdier for et nationalt fællesskab, ved blot at beskrive fraværet af, hvad der var engang. For detandet er disse fjendebilleder fra tidligere tider hverken glemt eller gemt bort. Som Carruthers’ ana-Ligeledes er de seneste års forskellige regeringers bevillinger til diverse koldkrigs-undersøgelser ser jeg som tegn på, atomgangen med denne del af den danske historie indeholder politisk potentiale til nutidige debatter.170 Jeg er udmærket klar over, at den blotte tilstedeværelse af socialistiske partier ikke i sig selv nødvendigvis rykkerved koldkrigsideologien, måske giver den blot andre fremtrædelsesformer. Dette spørgsmål vil jeg dog – hvor interessantdet end er – lade ligge.94