Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

Om denne sløring af skellene mellem kilde og journalist, referat og analyse kan ses som tegn på, atjournalistikken gerne i krigstid vil fremstå som læsernes egne upartiske kilde til oplysninger og analyserom krigens gang, og derfor mere eller mindre bevidst slører, at de ikke er krigskorrespondenteri gammeldags forstand men derimod stærkt afhængige af et ganske bestemt sæt af kilder, ellermodsat er helt uerkendt for korrespondenterne selv, er det ikke muligt at afgøre. Men denne problematikvil blive taget op igen i forbindelse med både nyhedsstrengens og afhandlingens afsluttendediskussioner.Den distancerede refleksion over krigsjournalistikkens vilkårDer findes dog også meget eksplicitte eksempler på artikler, det netop diskuterer journalistikkensforhold til militæret som kilde og part i krigen. Disse diskussioner findes dog oftest afkoblet fra desamtidige beskrivelser af krigens gang, og bliver ikke skrevet af krigskorrespondenterne og yderstsjældent af de journalister, der skriver de overordnede artikler om krigens gangDerimod er journalisterne, som er placeret på mellemhold mellem øjenvidneperspektivet og detdistancerede perspektiv leverandører af nogle af de artikler, som omhandler forholdet mellem journalisterog militær.I en artikel fra Berlingske Tidende beskriver avisens korrespondent i Doha, hvordan journalisternedér havde problemer med at få oplysninger på krigens første dag. Rubrikken lyder: Blackout: Denmilitære ledelse holder kortene tæt til kroppen og artiklen tager udgangspunkt i at beskrive processenomkring koalitionens pressetjeneste, og hvorledes krigens første dag var præget af tavshed(blackout) og intern forvirring mellem koalitionens parter om pressestrategien. Selvom processenomkring pressecentret i Doha tydeligvis er artiklens fokus, så griber artiklen dog i sidste del til andrekilder for trods alt, at kunne videregive nogle af de oplysninger som pressebriefingerne ikkekunne give svar på. Sidst på eftermiddagen i går snakkede Berlingske Tidende i telefon med en kildei Bagdad, der meldte alt roligt # 147 (Berlingske Tidende, 2003/03/22). Reportagerne fra de danskekorrespondenter i Doha bliver ofte en kombination af øjenvidneperspektivet, hvor det dog er i rollensom øjenvidne til pressemøder om krigen og ikke selve krigens handlinger, og forskellige grader afanalyser af enten krigens gang eller journalisternes forhold til selv samme pressetjeneste. BerlingskeTidendes korrespondent kan bl.a. give en kuriøs stemningsbeskrivelse fra pressecentret, omhvordan de forsamlede journalister lod sig ryste af en eksplosion. En banal arbejdsulykke satte detinternationale pressekorps på den anden ende lød manchetten # 218 (Berlingske Tidende,2003/03/24).Journalisterne udstationeret i Doha befinder sig på en underlig mellemstation, hvor de ikke harøjenvidnets nære perspektiv til krigen, men øjensynligt heller ikke den rette distance til at skrive omdet store overblik over krigen. Derfor bliver det ofte enten delproblematikker, de analyserer eller270