Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

tet og hensynsløshed. Derved deltager journalistikken kontinuerligt i at opretholde billedet af enillegitim statsleder, der i kraft af sine utallige grusomheder for stedse har afskrevet sig retten til atrepræsenterer sit folk og retten til at blive hørt i det internationale samfund. Når disse beskrivelsersuppleres med historiske referencer til alle tiders værste skurk Hitler og sammenligninger mellemdet irakiske styre og Nazi-Tyskland er dæmoniseringen og udstødelsen total. At journalistikkenvælger at gøre netop Hussein, blandt alle verdens håbløse, korrupte og hensynsløse statsleder, tilHitlers arvtager er derimod ikke nogen tilfældighed men en analogi, journalistikken har overtagetfra den amerikanske præsident George Bush i forbindelse med Iraks besættelse af Kuwait i 1990.Som beskrevet i det foregående afsnit er journalistikken, også ved dette eksempel på overtagelse afmagtens retorik, med til at bære ved til et amerikansk bål, uanset de enkelte avisers holdning til denamerikansk-ledede krig.For det tredje giver nyhedsstrengen indikationer på, hvorledes aspekter af den journalistiske praksispå endnu et punkt mere eller mindre ufrivilligt understøtter de internationale magtforhold. Det er iløbet af konfliktens udvikling mærkbart at iagttage, hvorledes journalistikkens fokus i stigende gradkoncentreres om ”koalitionen af de villige” mest markant repræsenteret ved Bush og Blair. Et fokus,der i meget høj grad er båret af, at det er omkring disse aktører, at aktive handlinger udspillersig. Bush udsteder ultimatum til Hussein, amerikanske generaler og tropper mobiliserer, Blair skalhente opbakning til krigsdeltagelse i det britiske parlament osv., mens krigsmodstanderne på denanden side ikke udviser samme aktivitet – de er bare imod. Når journalistikken retter søgelyset modFrankrig, Tyskland og Rusland bliver det i stigende grad for at få deres reaktioner på de andresaktioner. Da krigen først er brudt ud, og den aktive part bliver endnu mere aktiv, bliver interessenfor kritikkernes reaktion stadig mindre, hvilket forstærkes af, at disse holdninger allerede er refereretog kommenteret og nyhedsværdien derfor er lav.Denne tendens til at journalistikken følger aktion frem for reaktion er på mange punkter ganskeforståeligt i forhold til det tidligere diskuterede forhold om journalistikkens udpegning af fakta.Som Hallin påpegede har journalistikkens rødder i forestillingen om den objektive journalistik, denindbyggede problemstilling, at journalistikken har problemer ved selvstændigt at udpege bestemteforhold som vigtige eller for den sag skyld som indiskutable fakta. En konventionel måde at omgåsdette dilemma er ved at fokusere på handlinger og udtalelser fra autoritative kilder. I nyhedsstrengenom den internationale politik er det endvidere tydeligt at se, at handlinger vægtes højere endudtalelser. Når Bush, Blair og Aznar efter topmødet på Azorerne sætter en 24 timers frist for endiplomatisk løsning i FN’s Sikkerhedsråd, så prioriteres nyheder herom højere end fransk, tyskeindvendinger herimod. Når Bush for alvor slår nedtælling til reelle krigshandlinger an ved ultimatummettil Hussein så vægtes det journalistisk set højere end gentagelsen af selv samme franskeindvendinger og når krigen først bryder ud, er fokuset på de aktive handlinger så fremherskende i dejournalistiske prioriteringer, at rundturen til de europæiske hovedstæder for at indhente ”reaktioner”fra kritiske statsleder nærmest får karakter af pligtstof og høflig afrunding på en tidligere nyhedshi-183