Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

geringen,« siger lektor Peter Viggo Jakobsen, der er ekspert i international politik. Denne udlægninggøres straks til avisens eller journalisternes egen, idet artiklens næste afsnit konkluderer, at :Regeringen ser ud til at bryde med mange års enighed i Folketinget om de store linjer i dansk udenrigspolitik.# 924 (Information, 2003/03/19). Ansvaret for det sikkerhedspolitiske brud placeresaltså, ved mellemkomst af en ekspertudtalelse, hos regeringen.Modsat beskrives regeringen i Jylland-Posten som langt mere arbejdsom i forsøget på at skabe sikkerhedspolitiskenighed: Regeringen forsøger til det sidste at skabe bredt flertal om støtte USA forudfor afgørende møde i Udenrigspolitisk Nævn i dag # 481 (Jyllands-Posten, 2003/03/18). Sammeavis har også flere eksempler på, at statsministerens historiske parallelisering med Operation Ørkenrævi 1998 gives forrang, så ansvaret for det sikkerhedspolitiske brud i højere grad skubbes over tiloppositionen: Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) beklagede det udenrigspolitisk brud: »Regeringenhavde ønsket et bredt flertal, og jeg beklager dybt, at de radikale og Socialdemokratiethar skiftet holdning. At deltage i en krig er en meget alvorlig beslutning, og det havde været ønskeligt,hvis der var et bredt flertal bag,«I andre aviser kan det være sværere at bedømme, om eller hvor der placeres ansvar for splittelsen ide refererende og analyserende artikler. BT beskriver splittelsen med følgende ordlyd: Men medbare 94 mandater er det samtidig det smalleste politiske flertal bag dansk krigsdeltagelse i 15 år.Og Foghs flertal er opnået på bekostning af en årelang historisk enighed mellem Venstre, de Konservative,Socialdemokraterne og de Radikale om de store linier i dansk udenrigspolitik. Den enighedligger nu i ruiner# 305 (BT, 2003/03/18), hvorefter forskellige oppositionspolitiker citeres forat ansvaret ligger hos Fogh og regeringen, mens udenrigsminister Per Stig Møller citeres for at afviseregeringens ansvar udfra førnævnte reference til situationen i 1998. På sin vis er den en klassiskrefererende artikel, hvor de modstridende udlægninger af en politisk situation gengives.Ligeledes kan en nyhedsanalyse fra Berlingske Tidende ses som eksempel på, at journalistikkenbestræber sig på ikke at bedømme men blot at fremhæve hvilke punkter, den politiske uenighedcentrerer sig omkring. Krigen mod Irak sætter en foreløbig stopper for det brede grundlag for danskeudenrigspolitik. Men både VK og SR er under pres for at finde tilbage til en fælles platform efterkrigen # 98 (Berlingske Tidende, 2003/03/20). Her er det ikke regeringen eller oppositionen, derfremhæves som årsag til bruddet i sikkerhedspolitisk enighed, men den ydre størrelse ’Krigen modIrak’.Genskabt konsensusSelvom det traditionelle fokus på konflikt som drivkraft i nyhedshistorier er markant tilstede i dennenyhedsstreng, så er der rent faktisk også eksempler på journalistikkens aktive deltagelse i afdramatiseringeller ’af-konfliktualisering’ af potentielle konfliktpunkter. F.eks. afdramatiseres ethvert for-195