Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

about NATO’s propaganda as they were about Belgrade’s, and they had every reason to be, thenthey would have done a decent job. 134 For de britisk, amerikanske erfaringer må man altså konkludere,at der både eksisterer intern selvkritik af den betydelige militære indflydelse på medierneskrigsdækning, samtidigt med at denne indflydelse øjensynligt uforstyrret fortsætter.Krig og medier set fra et andet perspektivI det foregående har jeg fremstillet, hvorledes to aspekter ved Vietnam-krigens mediedækning –spørgsmålet om censur og pressens adgang til krigszonen og spørgsmålet om kontrol med tvbillederne–i de efterfølgende krige er søgt kontrolleret af særligt det britiske og amerikanske militær.Alt efter, hvorfra man ser på udviklingen, kan det tolkes som enten en sørgelig deroute forkrigskorrespondenterne evne til og mulighed for frit at kunne rapportere krigens gang eller modsatsom en succeshistorie, hvor militæret i stigende grad har formået at aktivere medierne i den psykologiskedel af krigsførelse.Militærets muligheder for at udøve censur eller kontrollere adgangen til krigszonen såvel som billedernederfra, kan endvidere siges på forskellige vis at have været støttet af den specifikke krigs bestemteforhold. Vietnam-krigen gav trods fraværet af censur på mange punkter dårlige vilkår forpressen, i det en spredt jungle-krig ført om natten ikke gav tv-hold gode arbejdsvilkår. Ligeledesgav Falklands-krigen, grundet krigszonens afsides beliggenhed og militærets monopol på radio- ogsatellitkontakt, eminente muligheder for militær kontrol og censur. Endelig var de allierede styrkerunder Irak-krigen også begunstiget med forhold, der gav mulighed for at kontrollere pressens gørenog laden. Både ørkenens ugæstfrie miljø og det forhold, at journalisternes vej til fronten gik overSaudi-Arabien, som traditionelt har meget strikse visumregler, arbejdede for militærets ønske omkontrol.Stat, medier og nationMen som der allerede er givet talrige eksempler på, så er forholdet mellem pressen og militæretlangt fra så modsætningsfuldt, som eksempelvis Vietnam-myten fortæller, tværtimod bør man noksnarere se til, hvilket forhold både militær og presse har til det samfund, de kommer fra og ikkemindst den krigsførende nation, de hver på sin måde arbejder ud fra. 135134 (McLaughlin, 2002), (Playdon, 2002) (s.122). Se endvidere i (Playdon, 2002) for samme opfattelser i interview medjournalisten Eve-Ann Prentice, hvor den ureflekterede Kosovo-dækning også til dels begrundes med korrespondenternesungdommelige uvidenhed.135 F.eks. konkluderer Erik Lund, at Vietnam-krigens relation mellem militær og presse var tegn på at Generaler havde ivarieret omfang opgivet deres grundpositioner om mindst mulig pressedækning, og journalister havde opgivet deresgrundpositioner om, at al censur var meningsløs. At gøre denne dikotomi mellem militær og journalistik til en naturligforskel i grundposition og oven i købet inddrage alskens former for krigsberetninger fra antikken som belæg herfor er i72