Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

virkede i flere Situationer Kaos. Til allersidst afværgede den Blodsudgydelser ved Koldblodigt atudskille Sandheden i den flod af Rygter… 148De eksempler Carruthers m.fl. giver fra totalkrigens krigsførende lande viser en stor grad af enighedog ligefrem samarbejde mellem stat, militær og medier omkring af sikre nationens interne sammenhængskraftog overlevelse. Pressens mere eller mindre villige accept af censur og deltagelse i statsligpropaganda overfor landets egen befolkning synes heller ikke at være genstand for udbredt fortrydelseeller selvbebrejdelser blandt journalister efter krigens ophør. 149 Det synes at være en selvindlysendesandhed, at uindskrænket pressefrihed er en luksus, som ikke hører totalkrig til.Omvendt var de danske erfaringer fra 2.verdenskrig ikke præget af samme – officielle – konsensusom pressens rolle i krigstid. Munck & Outzes værk kan læses som del af journalistikstandens forsøgpå at legitimere sig selv i forhold til en version af nationen, som bedst passede ind i efterkrigstidensmagtforhold. Et forsøg på at medvirke til at skrive journalistikkens historie, som giver journalisterneog pressen en positiv, samfundsstøttende rolle, der under besættelsen naturligvis måtte trodseregeringen for at styrke nationen og hjælpe befolkningen, hvorved de påberåbte sig pressefrihedensom våben i totalkrigens kamp for nationens beståen. At bifalde censuren, som hos de engelske kolleger,ville i en dansk efterkrigskontekst være ensbetydende med at erkende landsforræderi. I hvertfald måtte det se sådan ud fra et efterkrigssynspunkt!Hvis totalkrigsjournalistikken skal analyseres i lyset af sfæremodellen, vil journalistikken udviseforskellige træk alt efter hvilken totalkrigssituation, den har arbejdet i. Udfra en britisk erfaring vilden journalistiske sfære for legitime politiske modsætninger mere eller mindre forsvinde. I en tid,hvor nationen er i undtagelsestilstand er der ikke plads til indenrigspolitisk ævl og kævl. Derimodkan nationen, dens regering, tropper og patriotiske borgere beskrives i sfæren af konsensus, mensfjenden, dens ledere, borgere og soldater beskrives i sfæren af det afvigende, alt det ”vi” ikke er. Tilden sfære henlægges også alle beskrivelser af landsmænd, der har gjort sig skyldig i landsforræderiskvirksomhed.I den danske og andre besatte landes totalkrigssituation vil man sikkert også finde et lignende fraværaf den legitime politiske debat. Derimod vil man nok finde modstridende udlægninger af konsensusog det afvigende, én med konsensus om, at villigt samarbejde med besættelsesmagten er tilnationens bedste og én med modstandskamp mod besættelsesmagten som national konsensus. Hvilkedanskere og hvilke hændelser, der blev afvist til sfæren for den afvigende og dermed status aflandsforrædere og landsskadelig virksomhed, afhang selvfølgelig af hvilken national konsensus,man arbejdede indenfor – altså om man skrev for de legale, censurerede blade eller de illegale.148 Ibid. s. 686149 Muligvis har der været en del selvransagelse i den tyske presse efter deltagelse i Goebbels stort anlagte propagandakrig,men det er ikke i fokus i de værker, jeg har beskæftiget mig med.79