Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

for den amerikanske administrations diplomatiske anstrengelser for at få andre lande til at forstå deamerikanske synspunkter og ultimativt at gå med USA.Som Lule kritisk fremfører, så er der meget stærke konnotation forbundet til brugen af disse metaforer,dels fordi de alle peger hen mod krigsudbruddet som et uundgåeligt faktum, dels fordi de blokererfor en række kritiske spørgsmål, som de amerikanske journalister kunne have stillet til den amerikanskeadministration i denne periode. Hvis først ideen om, at hele verden tæller ned til en givendeadline er fremherskende, er det svært for journalistikken at spørge, om den deadline overhovedeter nødvendig? Ved at beskrive præsidenten som den der er ved at miste tålmodigheden gives hanogså en særlig rolle The Metaphor …also casts the Bush administration in an authoritative, almostpaternal role (…)Parents, for example, lose patience with the games played by children. 263 Endviderepåpeger Lule et andet forhold, som særligt vækker min interesse, nemlig spørgsmålet om,hvorfra disse metaforer stammer? Some of this language came directly from the Bush administration,whose officials spoke often of deadlines and of Saddam running out of time. 264 Modsat menerhan, at metaforer om Hussein, der leger gemmeleg i højere grad kom fra journalisterne end fra administrationeneller præsidenten selv.Uanset om de forskellige metaforer er overtaget fra politisk sprogbrug eller journalistikkens egne,så virkede det ifølge Lules analyse i alle tilfælde som støtte for Bush-administrationen og dennesønske om, at Irak-krisen skulle føres over i en amerikansk ledet krig.I forhold til de danske avisers brug af, hvad jeg kalder aktualitetshenvisninger, så er det heller ikkeher svært at få øje på de samme nedtællingsmetaforer. Bush’ udtalelse fra Azorerne om, at det nuvar ”Sandhedens øjeblik” blev enten direkte eller i forskellig form overtaget af de fleste danske aviser,og efterfulgt af en række andre om tiden løber ud. På et niveau kan det siges at være del af denrefererende journalistiks arbejdsform, hvor udtalelser fra præsidenter ofte refereres som nyheder.Men det særlige ved denne udtalelse er, at den også på andre niveauer blev skelsættende for avisernesbeskrivelser af den internationale politik. Som nævnt tidligere gøres denne udtalelse også tilavisernes vendepunkt, som accelerer i de kommende dage med stadig større fokus på nedtællingenog ’diplomatiets lukkede vindue’ hvorfra der ikke er nogen vej tilbage. Dette opgør og udpegning afet bestemt tidspunkt som ”sandhedens øjeblik” er dog ikke journalistikkens eget, men præsidentBush’. Ved at overtage denne udlægning af et vendepunkt i Irak-krisen, gør journalistikken mereend blot at referere Bush, den legitimerer også hans udlægning af situationen. Når aviserne – omend på forskelligt niveau – overtager magtens retorik om, at nu er verdenen nået til et ”sandhedensøjeblik”, så tildeler de også præsident Bush den forrang, at netop han gives ret til at udpege, hvilkeøjeblikke, der skal være sandhedens og hvad sandheden har at fortælle os. Om Chirac, Putin ellerden bulgarske FN-ambassadør har andre ideer om, hvornår et givet øjeblik skal udpeges som ven-263 (Lule, 2004) (s.186)264 Ibid. (s.184)158