Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

Uanset, hvilket lands aviser man studerede i denne periode, ville Irak repræsenteret ved Hussein ogUSA repræsenteret ved Bush sikkert blive beskrevet som centrale aktører i denne konflikt. Frankrigog Storbritannien ville sikkert også optræde de fleste steder, men det tvivlsomt hvor mange af deandre aktører og delkonflikter, som gives god plads i danske aviser, der ville kunne genfindes i andrelande eller verdensdele. At splittelsen i EU og beskrivelserne fra London og Paris får så fremtrædendepladser i danske aviser må tages som tegn på, at forhold i EU og de store EU-lande, somvi på mange forskellige niveauer er i tætte alliancer med, betragtes som af vital betydning forDanmark og derfor af væsentlighed og interesse for danske læsere. Ligeledes er de fraværende ellerperifere henvisninger til afrikanske, sydamerikanske og asiatiske landes holdning til Irak-konfliktenbetegnende for hvor lille betydning disse verdensdele har for den danske stats internationale relationer.Det kan umiddelbart udlæses af avisernes dækning af international politik, at de nationer somDanmark er allieret med eller som fremtræder som regional eller global magtfaktor set fra en danskoptik også er de nationer der tildeles elite-status i dansk journalistik. Bortset fra Irak, så er det ogsåde nationer, der i andre sammenhænge fremhæves i udenrigsjournalistikken, hvilket bl.a. kan aflæsesaf, at det er de lande, hvor de danske aviser har valgt at udstationere faste korrespondenter, hvilketer en bekostelig affære for en avis. 268Ligesom det ifølge Carruthers beskrivelse af ’andre folks krige’ var svært for journalistikken at opretholdeinteressen på krige i 3 verdenslande, når der ikke var nogle vestlige nationers interesser påspil, så genfindes spørgsmålet om de manglende nationale interesser i, at journalistikken heller ikkekan interesserer sig for hvilken holdning disse lande måtte have på ’vore krige’. Groft sagt så erdisse landes kendetegnet ved, at deres betydning som danske handelspartner er minimal, de menesikke at udgøre nogen form for sikkerhedsmæssig trussel i det danske nærområde og interaktionenmed dem i internationale organisationer begrænser sig til FN, hvorfor de danske nationale interesseri disse landes udenrigspolitiske holdninger nærmer sig et absolut nulpunkt. Ligeledes er de i storgrad også kendetegnende ved, at de ikke er ’kulturelt nære’. Hermed mener jeg på ingen måde, atverdenen er opdelt i en række af kulturelle enheder, hvorimellem objektive forskelle kan iagttagesog måles indenfor en skala af nære og fjerne kulturer. Derimod menes der, at indblik i eksempelvisafrikanske landes kulturelle skikke, levevis, sociale og politiske forhold meget sjældent formidles idanske medier. Som både Holm og Carruthers på hver deres måde fremfører, så giver tredje verdenslande sjældent nyhedshistorier i danske medier, med mindre hungersnød, naturkatastrofe, krig ellerlignende spektakulære forhold er på spil. Derimod giver danske medier langt større indblik i bådede sociale, politiske, økonomiske og kulturelle forhold i elitenationer som USA, Storbritannien ogandre af vore nabolande. 269Journalistikkens fremstilling og vægtning af hvilke internationale aktører, der findes mest interessanteog gives mest spalteplads er derfor samtidigt et billede af, hvorledes journalistikken ser Dan-268 Se f. eks (Kabel & Sparre, 1999) eller (Holm, 2000).269 Se (Holm, 2000) og (Carruthers, 2000)173