Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

gerne har indsigelsesret overfor de folkevalgtes forvaltning af deres mandat til at udstikke vilkårenefor den suveræne, politiske enhed Danmark, men de præcise henvisninger hertil er få.Dækningen af demonstrationerne tegner samtidig nogle klare billeder op af hvilken adfærd, der hertil lands findes prisværdigt og normalt. I de tilfælde, hvor demonstranter ikke har kunnet finde ud afat opføre sig som gode og fornuftige samfundsborgere med respekt for love og myndigheder, såsætter journalistikken fokus på de korrigerende myndigheder, der har hjemmel og autoritet til athåndhæve det rette samfundsmæssigt acceptable adfærdskodeks. Derfor bliver politiet fremstilletsom både den instans der udpeger, hvornår normerne overskrides og samtidigt som den instans, derrepræsenterer den rette samfundsorden. Dette understreges eksempelvis, når journalistikken overladerdet til politiet at forklare, hvorfor det er i overensstemmelse med demokratiets spilleregler, atman til tider må accepterer, at en håndfuld uregerlige unge for afløb for deres aparte adfærdsmønstreuden at politiet sætter alt ind for at forhindre det. Argumentet herfor bygger som bekendt førstog fremmest på hensynet til det normale samfundsliv: at man ikke kan sætte politiet til at spærrehele København af # 1162 (Politiken, 2003/03/21).Den meste markante norm for samfundets værdier, der udtrykkes i nyhedsstrengen, er dog om vilkårenefor nationens politiske viljedannelse. I situationen, hvor det parlamentariske system rystesaf den udenomsparlamentariske udfordring, der trænger ind på Christiansborg, er det meget eksplicit,hvordan journalistikken ser sig selv som de fremmeste forsvarere af såvel det politiske systemsforrang og de parlamentariske spillereglers ukrænkelighed. De værdier for politikken, som journalistikkenforsvarer, bygger på den civiliserede, ordentlige diskussion og helst i regi af folkevalgtepolitikere. Uordentlig adfærd, ulovlige protester, besættelser, blokering af trafik m.m. hører ikke tilbilledet af konsensus om, hvordan man opfører sig og fremfører politiske budskaber i Danmark. Ogi den sammenhæng er det underordnet hvilket politisk emne, der diskuteres. Rosenkrantz-Theil ogaktivisters forsøg på eksempelvis at fremhæve proportionsforholdet mellem Foghs malingsødelagtejakke og uskyldige irakeres død, får ikke et ben til jorden. I det journalistiske værdiunivers skal demokratietsspilleregler overholdes – uanset hvad!240