Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

Ligeledes findes der i de distancerede oversigter over krigens gang også både referat af oplysningermed mere eller mindre præcis kildeangivelse, blandet med såvel rygter og partiske gisninger omden anden parts snarlige nederlag som analyser, konklusioner og i enkelte tilfælde normative kommentarer.Den tidligere citerede artikel om jagten på Hussein, hvor det konkluderes om CIAefterretningerne,at Hvis hans efterretninger var sande, kunne tusinder af liv blive skånet, milliarderaf dollar sparet og den politiske skade begrænset # 109 (Berlingske Tidende, 2003/03/21), er blot eteksempel på en implicit normativ kommentar til den nyhedshistorie, artiklen refererer.En indgang til at problematisere spørgsmålet om krigsjournalistikken – fra såvel øjenvidne- som detdistancerede perspektiv – sammenblanding af genrer kan være, at tage udgangspunkt i forestillingeneller idealet om den uafhængige krigskorrespondent. Det er ikke fordi, jeg vil teste i hvilket omfangde danske aviser formår at leve op til ideale kriterier for krigsjournalistik, men fordi journalistiskebeskrivelser, der bunder i øjenvidnets egen fysiske tilstedeværelse og selvstændige konklusionersynes at være dominerende i store dele af materialet.Den refererende journalistik og forholdet til kilderneJournalistikkens egen favorisering af tilstedeværelsen og øjenvidneberetningen er synlig ved dels deprominente placeringer avisernes egen krigskorrespondenters reportager får tildelt, dels de mangemere eller mindre tydelige lån af øjenvidneperspektivet, som alle aviserne på forskellig vis gør brugaf. Denne journalistiske vægtning af øjenvidneperspektivet – reelt eller lånt – er også på sin vis etforsvar for den refererende journalistik, som det eneste sikre, journalistikken og derved læserne harat forhold sig til i en krigssituation, hvori ”sandheden er det første offer” (den velkendte kliché, somofte gentages). På trods af, at der i journalistikkens egen selvforståelse og historik ligger elementeraf skepsis overfor at blive inddraget i krigsparternes propaganda og hvor den sikreste udvej mod atblive del af propagandaen har været, at journalistikken selv betragter krigen på stedet med egneøjne, så er kritikken og skepsisen overfor særligt koalitionen og dennes udtalelser om krigens gangsvær at genfinde i nyhedsstrengens praksis.Det mest eksplicitte eksempel på journalistikkens skepsis overfor, hvorvidt udtalelser fra krigensparter er del af propaganda, finder man hos Jyllands-Postens korrespondent i Bagdad. Hans skepsisoverfor det irakiske informationsministerium og de guider, der eskorterer ham og kollegerne rundttil udvalgte lokaliteter i Bagdad og omegn, er så fremherskende, at det ofte bliver det væsentligsteved hans reportager. På sin vis kan man mene, at der i denne korrespondent virkelig findes en journalist,som har lært af de seneste årtiers krigsdækning og taget spørgsmålet om krigsparternes skjultepropagandamålsætninger til sig. Men samtidigt runger denne markante skepsis og totale mistillidtil den irakiske propaganda noget hult, ved det ligeså totale fravær af skepsis overfor krigens andenpart og dennes skjulte propaganda. Dette ses i små glimt ved samme korrespondent, som midt i alsin mistillid til den irakiske propaganda øjensynligt ubemærket har godtaget den amerikanske for-267