Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

som de amerikansk/britiske begrænsede krige blev set fra med danske øjne, og det perspektiv hvorfraCavling så på den græske krig med Tyrkiet.Hvorfor visse af ”andres” krige er selvskrevne til danske forsider, mens andre aldrig når danskeavislæseres opmærksomhed, vil blive diskuteret i det efterfølgende. Her vil både spørgsmålet ominternationale magtforholds indflydelse på dansk krigsdækning og nyhedskriteriernes indflydelse påden journalistiske praksis blive diskuteret.Uanset hvordan man kategoriserer krige eller konflikter, så har danske korrespondenter i forskelliggrad været til stede for at berette til danske læsere, seere eller lyttere om krigens gang fra Vietnam,Cypern, Libanon, Biafra, El Salvador m.fl. Hvorvidt det har gjort nogen forskel på de journalistiskereportager fra f.eks. Vietnam-krigen, at de har været skrevet af danske frem for amerikanske korrespondenter,er uvist. Spørgsmålet heri er, om danske journalister så krigen på anden vis end deresamerikanske kolleger, der ifølge Hallin var ligeså gennemsyret af koldkrigsideologien som hovedpartenaf det amerikanske samfund og regering? Hvis den hjemlige presse har en stærk tendens til atspille med på den krigsførende stats udlægning af præmisserne for en begrænset krig, hvilke vilkårlevner det så for journalister fra udenforstående lande?Dette spørgsmål gives næppe noget entydigt svar. Det vil langt overstige dette projekts rammer,hvis jeg også kastede mig ud i en komparativ analyse af f.eks. dansk og amerikansk journalistik omVietnam-krigen. I Gräs & Skovbjergs samling af interview og artikler med og af krigskorrespondenterer medtaget et par eksempler på danske og udenlandske krigskorrespondenters beretningerfra Vietnam. Her finder man bl.a. journalist Jens Nauntoftes beretning om evakueringen af Saigon,hvor han på visse måder distancer sig til både pressekorpset og krigen, og har bl.a. valgt ikke atfølge de sidste amerikanske helikoptere ud af byen. De distancerende betragtninger er sikkert ligesåmeget en efterrationalisering i krigens afsluttende tid, hvor alle vidste hvad vej det bar eller, end etudtryk for, at danske(eller snarere ikke-amerikanske) korrespondenter havde en markant anden indgangsvinkeltil at reportere fra Vietnam-krigen end sine amerikanske kolleger. En tilsvarende distanceog kynisme i krigens sidste timer kan f.eks. også findes i bogens amerikanske bidrag af PhilipCaputo. 163Andre veje til at besvare spørgsmålet kan søges i dækningen af andre begrænsede krige. Luostarien& Ottosen konkluderer i forbindelse med den amerikanske invasion af Panama i 1989, at f.eks. norskemedier var totalt afhængig af reportager fra den amerikanske nyheds-pool, hvilket for én avisførte til en reportageserie om invasionen, der helt ukritisk godtog alle de nationale præmisser fraden amerikanske militærs pressekontor. Uden at konkludere generelt udfra dette eksempel påpegerde, at omfanget af Pentagons mediestrategier på internationale medier ikke bør undervurderes. 164163 Se (Gräs & Skovbjerg, 1984)164 (Luostarinen & Ottosen, 2002) ( s.126f)89