Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

Når journalistikken ser nyhedsstrengen i sfæren af legitime modsætninger, afspejles dette i, at dejournalistiske normer om upartiskhed genfindes i nyhedsstrengen. I modsætning til den tidligerenyhedsstreng, hvor såvel den refererende og analyserende som den kommenterende journalistikuden tøven beskrev Saddam Hussein i stærkt fordømmende vendinger, så er der ikke de sammemarginaliseringer af den politiske konflikts aktører tilstede her. Både den refererende og analyserendejournalistik synes at bestræbe sig på at fremstille folketingsdebatten så nøgternt og upartisksom muligt, selvom man også kunne lokalisere, at regeringen i forskellige situationer blev givetmuligheden for at præge nyhedshistorierne med selvvalgte historiske referencer og statsministerensytringer om sit livs sværeste beslutning. Selvom idealerne for den upartiske eller objektive fremstillingaf en politisk konflikt fordrer, at alle konfliktens synspunkter gives lige vægtning, så hældernyhedsstrenge generelt til regeringens side.Dette kan på den ene side skyldes en særlig journalistik opmærksomhed omkring regering og statsminister,som en dansk pendant til Hallins iagttagelse om den amerikanske journalistiks særligebevågenhed overfor præsidentens handlinger og gerninger, om end fokuset på den danske statsministernæppe når samme højder som den opmærksomhed, den amerikanske præsident kan tiltrække.På den side kan de på visse punkter større fokus på regeringen igen forklares med journalistikkensfavorisering af handlinger frem for udtalelser, aktion frem for reaktion. Når statsministeren vælgerat koble debatten om, hvorvidt FN-resolutionerne giver grundlag for en krig mod Irak, med SRregeringensbeslutning i 1998, så beskrives det som en aktiv handling, som oppositionen i forskelliggrad både i folketingsdebatten og af journalister bliver bedt om en reaktion på. Efter folketingsbeslutningenom krigsdeltagelse er taget 21.marts, så fordufter interessen for oppositionens synspunkterog argumenter hurtigt, og nyhedsstrengen fokuserer i stigende grad på, hvordan der kaneller bør etableres en ny konsensus på baggrund af regeringens (og Dansk Folkepartis) beslutning afhensyn til de udsendte danske soldater. Også argumentet om, uanset politiske uenigheder at støttede danske soldater, udspringer fra statsministeren, gribes af journalistikken og accepteres af oppositionen.Journalistikken vægter handling frem for reaktion. 278Det er kun i den kommenterende journalistik, at man finder markante negative ytringer om politikere,men selv om såvel statsminister Anders Fogh Rasmussen som socialdemokratiets leder MogensLykketoft får nogle drøje hug og i barske vendinger beskrives som idiotiske eller inkompetente, såbliver de aldrig udsat for en så marginaliserende og dæmoniserende beskrivelse som Saddam Hussein.Hvor beskrivelserne af Hussein utvetydigt legitimerede, at der ikke skulle lyttes til Hussein ispørgsmålet om Iraks fremtid samt, at det bedste ville være, hvis manden omkom for egen eller andreshånd, så giver beskrivelserne af Fogh og Lykketoft hverken carte blanche til at ønske nogle afdem død eller anledning til at underkende deres legitime politiske røst.278 Se endvidere (Femø Nielsen, 2003) for diskussioner af hvorledes retoriske forhold gjorde det svært for modstandenat blive ved med at tiltrække sig opmærksomhed i tv-mediet,” hvis krigens udvikling kommer i første position, så bliverder ikke relevans for krigsmodstanden i anden position.”213