Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

danske styrker, dels et samlet folketing og pressekorps’ utvetydige fordømmelse af malingsoverfaldetog Pernille Rosenkrantz-Theils formastelige sympati herfor.I det følgende forsøges det ‘historiske brud’ med den nationale konsensus heller ikke at blive genopvaktaf journalistikken. Uenigheden genfindes kun i enkelte artikler fra andre dele af nyhedsstoffet,som f.eks. i interviewet med forsvarschefen. Denne kommenterer på spørgsmålet, om det spinkleflertal for krigsdeltagelsen, ved beroligende at pege på soldaternes professionalisme, der kan aktiverespå hvilken som helst ordre, uanset hvor snævert et politisk og folkeligt mandat, der måtte ståbag.I forhold til en sammenligning med Vietnam-krigens tidlige periode, hvor krigen set som en begrænsetkrig, som dækkes i sfæren af konsensus, så taler både folketingsdebatten og ikke mindst detsikkerhedspolitiske konsensusbrud imod denne sammenligning. Det kritiske spørgsmål vil derforvære, hvordan jeg kan hævde, at journalistikken deler det politiske systems konsensus om Irakkrigen,når en sådan konsensus netop ikke kunne realiseres politisk?Svaret findes måske – og her kan min empiri og analyse netop ikke andet end indikere et svar – i atder tværtimod kan identificeres et helt andet konsensus, nemlig et konsensus om netop tavshed.Hvis det politiske system og journalistikken for alvor tog det sikkerhedspolitiske konsensusbrud optil diskussion, kunne man risikere at komme til at problematisere, hvorvidt der i det hele taget kunnetales om et nationalt fællesskab, som kan udtrykkes en fælles vilje for nationalstatens anliggenderog heri en vilje til netop nationen som det centrale fællesskab frem for andre mulige fællesskaber.Denne diskussion har hverken det politiske system eller den journalistik, som har bundet sit virke tilbeskrivelser af det politiske spil, ikke ønsket at rejse. Hvorvidt diskussioner om det nationale fællesskabi det hele taget ikke kan diskuteres fra nationens vægtigste politiske arena, kan denne analyseintet sige om, men kan blot konstatere, at da der i spørgsmålet om krigsdeltagelse viste sig tegnpå gevaldig dissensus om det nationale fællesskab, så blev diskussionen herom ikke ført.Når jeg i det empiriske materiale og analyserne finder så få tegn på, at Danmark overhovedet harnoget med krigen at gøre, og stort set ingen forsøg på at gøre danske soldater til genstand for hyldestog folkelig opbakning, så kan det måske netop forstås på baggrund af det sikkerhedspolitiskekonsensusbrud og den deraf afledte konsensus om tavshed, hvor man ikke har turdet pirre den ’nationalesplittelse’ yderligere ved eksplicitte formuleringer af det nationale i en betændt sag.Det er i hvert fald så langt, jeg mener, at analysen kan pege i retning af en forklaring på spørgsmåletom den ’forsvundne’ danske krigsdeltagelse.299