Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

en lignende episode fra ’fredstid’ koblet til en eksplicit journalistisk formulering af journalistikkensrolle som parlamentarismen forsvarer.Daværende tv-journalist Connie Hedegaard 306 kommenterer og kritiserer i en artikel tvjournalistikkenstil tider overdrevne fokus på dramatik og handlinger på bekostning af saglige beskrivelseraf politiske forhold. Eksemplet hun trækker frem er fra uroligheder omkring et topmøde iGöteborg, der i sammenhæng med en række lignede topmøder i høj grad blev dækket af tvjournalistikkenmed fokus på netop demonstranterne. Hedegaard kalder det selv et illustrativt eksempelpå, hvordan tv i sig selv er med til at underminere det repræsentative demokrati. Eksemplet,der fangede hendes opmærksomhed herved, var følgende: En dansk demonstrant i Göteborgs gaderudtalte sig klingende klart til TV-Avisens udsendte: Vi vil ind til forhandlingsbordet. Men det fremgikikke af indslaget, med hvilken ret han mente, han havde adkomst til forhandlingsbordet. Han erjo ikke valgt til noget som helst. Repræsenterer ikke andre end sig selv og sin egen uartikuleredeprotest. 307Selvom Hedegaard til dels klandrer det ’globale demokrati’ for overdreven eksklusivitet, beskylderhun samtidigt tv-mediet for et stort medansvar for det demokratiske forfald ved at overprioriteredækningen af demonstrationerne udenfor topmøderne frem for det politiske indhold af topmøderne.En prioritering i nyhedsdækningen, der ifølge Hedegaard blot opfordrer endnu flere voldelige demonstrantertil at forsøge at tilkæmpe sig tv-kameraernes opmærksomhed.Set fra et internt journalistisk (eller skulle man kalde det journalistisk/politisk) perspektiv, hvorvægtningen traditionelt har været på dækningen af politiske processer, er det indlysende, at årsagernetil demonstrationernes tiltagende voldelighed må synes, som Hedegaard beskriver dem. Men setgennem Hallins sfæremodel, kunne forklaringen ligeså vel vendes om og udpege den gængse politiske– og ikke den dramatiske tv-journalistik – som en af årsagerne hertil. Måske er det netop, fordijournalistikken generelt har så svært ved at genkende og tildele opmærksomhed til politiske budskaber,der manifesterer sig udenfor parlamenter og topmøder, at disse bevægelser har været nødsagettil at påtage sig den marginaliserede aktørs attributter og gennem dramatiske demonstrationeropnå den medieopmærksomhed, de ellers ikke kan få. Hedegaard diskvalificerer den unge demonstrant,fordi han repræsenterer ikke andre end sig selv og sin egen uartikulerede protest. Om hanvitterligt kun repræsenterer sig selv, selvom han ikke har et folketingsmandat i ryggen, eller omhans protest i virkeligheden er så uartikuleret eller blot ikke opfattet af journalistikken, er det springendepunkt i synet på de udenomsparlamentariske bevægelser.306 Hedegaard var tidligere folketingsmedlem for Det konservative Folkeparti, og er siden august 2004 genindtrådt ipolitikken som miljøminister i den nuværende VK-regering under Anders Fogh Rasmussen.307 (Hedegaard, 2002) s. 109.293