Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

Når journalister taler om, at noget er sandt, er det en påstand eller en antagelse, som journalistenskønner er sand i den forstand, - at den er i overensstemmelse med virkeligheden, som han selv haroplevet den, eller – at den er en tilnærmelse så god, som de bedste tilgængelige kilder og en grundigkildekritik muliggør det, eller – at den er i overensstemmelsen med logikken, f.eks. at årsagen tiltrafikulykken var, at føreren mistede herredømmet over bilen i en kurve, så den kørte af vejen ogramte nogle træer” men indskyder yderligere det forbehold overfor journalistisk sandhedskriterier,at Ingen journalist vil dog påstå, at den sandhed, han har fundet frem til, er absolut. Men påstandenskal i hvert fald i øjeblikket være i overensstemmelse med virkeligheden eller de sikreste erfaringerpå det givne tidspunkt og tager endvidere forbehold herfor med kommentaren: Det, der er rigtigt detene øjeblik, behøver ikke at være det det næste. Og det kan journalister ikke gøre noget ved. 200Hvorvidt nogen journaliststuderende udfra denne beskrivelse kan blive klog på journalistikkensforhold til sandhedens må andre svare på, blot kan jeg konstatere, at man ved at flytte perspektivetfra diskussionen af objektivitetsbegrebet til diskussioner om sandhedsbegrebet i hovedsagen blotskubber rundt på problemet og finder nye begreber at læne sig op af. Diskursanalytisk kan man dårligtnok se det som en de-naturalisering af én diskursiv sandhed kaldet ’objektivitet’, ved introduktionaf en ny diskursiv sandhed om ja netop ’sandhed’ , men snarere som to ord for samme forestillingom at journalistikken opererer i en verden, der fremstiller sig selv i umiddelbar forståeligform. 201 I Meilbys udlægning af sandheden og virkeligheden i journalistisk optik er vægten blotforskubbet til nye begreber. Journalisten støtter ifølge denne fremstilling sit forhold til sandheden påtre ny begreber: Iagttagelsen, kilder og logikken.Hvis en journalist kan referere til enten 1) sig selv som øjenvidne, 2) til beviser, hvad enten det måvære andres øjenvidneberetninger eller ekspertkilder eller 3) argumentere udfra henvisninger tillogiske årsagsvirkningsrelationer, så har vedkommende mulighed for at hævde sig i overensstemmelsemed sandheden, hvor flygtig denne så måtte være. Det er overflødigt at kommentere, at forestillingerom såvel vore evner til at iagttage og forstå verdenen omkring os (hvorvidt vi så beror påegen eller andres gengivelser af iagttagelse), som henvisninger til en universallogik har været kraftigtdiskuteret fra adskillige videnskabelige discipliner. Ligeledes er det heller ikke min intention, atringeagte eller håne journalistik praksis udfra konstruktivistiske begreber og relativistisk filosofi.Derimod bruger jeg dette eksempel til at vise, hvorledes også dansk journalistik grundet sin problematiskelegitimering i forhold til objektivitetsbegrebet (uanset hvad man så erstatter selve ordetmed) ender i nøjagtigt de samme problemstillinger, som Hallin viste for amerikansk journalistik,nemlig om journalistikkens forhold til fakta.200 (Meilby, 1996) (s.80). I denne beskrivelse støtter Meilby bl.a. til kendelser fra Pressenævnets domme og vejledenderegler om god presseetik.201 Hvis ikke sandheden om verdenen er umiddelbar fremtræden må journalister benytte sig af ”dybdeborende”, ”undersøgende”journalistiske metoder og ”grave” sig frem til en skjult sandhed, der som arkæologiske potteskår var blevetgemt under et lag jord.109