Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

egne i f.eks. Afrika. Endvidere øger det disse kriges chance for at nå de vestlige medier, hvis derikke er andre store begivenheder, der overtrumfer dem. 159Spørgsmålet om hvilke nyheder fra klodens mere perifere områder, der når vestlige medier, er etvelkendt diskussionspunkt indenfor medie- og journalistikforskningen. Galtung og Ruge prøvedetilbage i 1965 at opstille en række kriterier for udvælgelsen af udlandsnyheder, ligesom også danskestudier har diskuteret, hvilke kriterier en nyhed fra tredje verden skulle opfylde for at nå danskeaviser eller tv. Generelt er konklusionerne enslydende med Carruthers, idet nyheder fra ukendte,ubetydelige og fjerntliggende lande sjældent når danske medier medmindre, der er tale om en katastrofeeller krig med overordentligt store tabstal. Og alligevel er omfanget af lidelse ikke altid engaranti for vestens opmærksomhed, da andre begivenheder eller krige kan have stærkere tiltrækningpå medierne. 160Det andet punkt som karakteriserer disse krige, er ifølge Carruthers, mediernes evne til at overvurdereegen rolle i forhold til enten at sætte glemte krige på dagsorden eller tilskynde, at vestlige regeringertager skridt til at afhjælpe sultkatastrofer, borgerkrige eller etnisk udrensninger. Gennem enrække eksempler fra Kurdistan, over Balkan til Somalia og Rwanda viser Carruthers, hvordan særligtamerikanske og britiske regeringers politik var enten upåvirket af mediernes fremstilling af konflikterog krav om handling eller i bedste fald brugte mediedækningen som skalkeskjul for upopulærebeslutninger, som for længst var truffet.Det eneste medierne øjensynligt skulle evne at mobilisere ved deres selektive dækning af andre landeskrige, skulle være nødhjælpsorganisationer, ved at gøre den centrale retorik i nyhederne omdisse krige til et spørgsmål om uskyldige ofre, der behøver hjælp 161 . Endvidere er det karakteristisk,at ofrene oftest præsenteres som aldeles umælende, hvor journalisterne ser det, som deres opgave atføre ordet for dem, frem for at spørge dem selv. Endelig er et indlysende karakteristika ved dissekrige, at de vestlige medier ikke er belagt med censur fra deres hjemlige regeringer. Derimod er denmanglende adgang til krigszonen på anden vis ofte årsagen til, at vestlige krigskorrespondenterværger sig ved at dække andre folks krige, idet sikkerheden for pressen langt fra kan garanteres.Tværtimod kan vestlige journalister være særligt udsatte i visse krige – som borgerkrigen i Algeriet.159 F.eks. kan vestlige FN-styrker, vesterlændinge fanget i krigen eller til nød en kendt journalist on-the-spot tiltrækkeopmærksomhed. Carruthers citerer Røde Kors’ mediechef for CNN-redaktørernes begrundelser for hvorfor Borgerkrigeni Rwanda i 1994 var så underreporteret i CNN: Da Borgerkrigen udspillede sig samtidigt med, at Mandela skulleindsættes som Præsident i Sydafrika frygtede CNN-redaktørerne, at samtidigheden af to historier fra Afrika ville forvirreseerne – hvorfor de så valgte den ’gode’ nyhed fra Sydafrika. Ibid. – (s.227)160 (Galtung & Ruge, 1970) For undersøgelser der også omhandler danske nyhedsmediers udenrigsdækning se bl.a.(Holm, 2000), (Haahr & Holm, 2003), (Kabel & Sparre, 1999). De spørgsmål om nyhedskriteriers betydning nyhedernesom Galtung & Ruge, Holm m.fl også problematiserer, vil blive diskuteret senere.161 Ifølge Carruthers var denne trang til at fortælle andre folks krig i termer af ofre og nødhjælp tegn på en total fejlfortolkningaf situation i Rwanda, da de vestlige medier endelig efter borgerkrigens ophør, kom frem til de store flygtningelejrei nabolandene. Størstedelen af flygtningene var langtfra uskyldige ofre, men tværtimod aktive deltagere i borgerkrigensnedslagtninger som var flygtet af frygt for gengældelse. (Carruthers, 2000) (s.224 ff).85