Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

de nogen anledning til at støtte den sydvietnamesiske regering. Med tiden, og i takt med at de strategiskeog taktiske beslutninger om den amerikanske Vietnam-deltagelse blev indenrigspolitiskespørgsmål, flyttede en stor del af Vietnam-dækningen over i sfæren for legitime modsætninger, mendet blev derved ikke en dækning, der udfordrede koldkrigsideologien eller kunne betragtes somjournalistikkens selvstændige kritik af krigsførelsen som sådan. Derimod levede journalistikken ihøjere grad op til idealerne om at være et spejl af begivenhederne eller budbringer af andres modstridendesynspunkter.From 1962 on New York Times reporting from South Vietnam reflected very closely the views ofAmericans in the field. Objective reporting required, of course, that top officials in Saigon, bothAmerican and South Vietnamese, be given their due. But, for the most part, the Times reporters ofthis period focused on the view of field-level officers. Their reporting was “pessimistic” wherethese officers were pessimistic, and enthusiastic where they were enthusiastic; it reflected their insights,which were many, and the limitations of their perspective, which were also many.It is ironic that American soldiers, from officers down to enlisted men, now seem to regard thepress as their enemy, on the basis of the precedent of Vietnam, for the American war correspondenthas typically served, among other roles, as an advocate for the soldier in the field, glorifying hisexploits and also giving voice to his views and interests, which often conflict with those of the administrationor the military command. 96Derimod vedblev tv-journalistikken også sent i krigene i højere grad med at dække Vietnam-krigeni nærheden af konsensus-sfæren. Hallin mener, at dette kan til dels kan forklares ved tvjournalistikkens’umodenhed’ og kamp for at etablere sig som seriøst nyhedsmedie, men der liggerogså forklaringer bundet til mediet selv. Almindelige tv-nyheder byggede på filmklip fra Vietnam,offentlige udtalelse af officials bundet sammen af studieværten, der knytter telegrambureaustof på.Det var i højere grad allround journalister uden den store baggrundsviden, som formidlede stoffet.Ligeledes var forholdet til kilder forskelligt på de to medietyper: Tv-rapportering centrede omkringoffentlige pressekonferencer, mens aviserne i højere grad byggede på baggrundskontakt med officiellerepræsentanter.Et spørgsmål, som ofte har været fremført i forbindelse med myten om journalistikkens kritiskerolle overfor regeringen, spiller på forholdet til anti-krigsdemonstrationerne. Også her viser Hallin,at den journalistiske selvforståelse set indenfor optikken af de forskellige sfærer kan få helt andreperspektiver frem. Når de etablerede grænser for sfæren for legitime modsætninger blev udfordretudefra, rejste journalistikken sig til forsvar for feltet. Udfordrerne fra anti-krigsbevægelserne blevneutraliseret som en ideologisk trussel ved, at journalistikken symbolsk beskrev dem som marginaliseredeog afvigende. Den journalistiske dækning af anti-krigsbevægelserne bevægede sig førstmere i retning af normerne for objektiv journalistik i takt med at disse bevægelser havde succes med96 S.39-40 Ibid.56