Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

Bush og Hussein. Dette træder mest tydeligt frem i referater og analyser af det ultimatum præsidentBush udstedte via en tv-tale 17.marts (dansk tid kl. 02.18.marts) med en 48 timers frist til Hussein.# 939 (Information, 2003/03/19) Her er konflikten centreret om én mands ultimatum til en anden:… i en tale i nat gav præsident Bush et ultimatum til Saddam Hussein: Gå i eksil eller gå i krig.# 22(Berlingske Tidende, 2003/03/18). Politisk svækket Bush giver Saddam kort tidsfrist til at forladeIrak # 1066 (Politiken, 2003/03/18).Endelig er der en mindre konfliktsituation, der opstår mellem Tyrkiet og USA om dels USA’s anmodningom, at invadere Nordirak fra Tyrkiet, dels Tyrkiets planer om selv at invadere Nordirakfor at forhindre en kurdisk flygtningestrøm og sikre sig en magtposition i forhold til kurderne.Nordirak: Højspænding Tyrkiet-USA, lyder en rubrik i Jyllands-Posten, der har sendt en korrespondenttil området og som i reportagen tilspidser konflikten yderligere … muligheden for væbnet konfliktmellem tyrkiske og kurdisk-amerikanske styrker i Nordirak udelukkes ikke. # 538 (Jyllands-Posten, 2003/03/20). Og Ekstra-Bladet kan nogle dage senere berette at: Trods amerikanske protesterhar Tyrkiet besluttet at besætte en 30 km bred zone i Irak # 826 (Ekstra-Bladet, 2003/03/22).Det tyrkiske parlament beslutter dog senere at åbne det tyrkiske luftrum for USA, og gisningerneom kampe mellem USA og Tyrkiet dysses lidt ned igen: I følge iagttagere ønsker Tyrkiet at sendeop til 80.000 soldater over grænsen, men man frygter samtidig, at USA vil opfatte de tyrkiske soldatersom fjendtlige, medmindre indrykningen på forhånd er aftalt med amerikanerne # 1202 (Politiken,2003/03/22).SensationBortset fra nyhedsstrengens overordnede sensationelle karaktertræk ved, at det trods alt ikke er dagligrutine for journalistikken at skrive om krigsudbrud eller kriser i FN’s sikkerhedsråd, så er detsmåt med tydelige sensationshenvisninger. Nyhedsstrengen indeholder rigeligt med dramatiskeelementer i krisen, krigen og de internationale konflikter, hvilket øjensynligt har mindsket journalistikkenslyst til ydermere at fremhæve sensationelle træk ved nyhedsbegivenhederne. Sagt medTuchmans ord anses denne nyhedsstreng ikke for så triviel, at den skal gøres eksotisk for at tiltrækkesig læsernes opmærksomhed.Men på den anden side er der også elementer i den journalistiske fortælling, som trækker bort frahenvisninger til det sensationelle og uventede. Selvom konflikternes tilspidsning og ultimatumetudløb, som tidligere analyseret, beskrives med henvisning til hele Irak-krisens specielle betydning,så er beskrivelserne ikke fyldt med overraskelser over uventede udviklingsforløb, snarere tværtimod.Når aviserne 17.marts skriver, at der samme dag vil blive gjort et sidste forsøg på at opnåenighed i Sikkerhedsrådet, så lægges det ikke frem som et åbent spørgsmål, hvordan mødet vil ende.Stort set alle nyhedshistorierne forventer, at mødet vil ende resultatløst og flere gange udråbesmødet på forhånd til at være en skinmanøvre, hvor det næste ventede skridt i udviklingen derimodvil være, at USA og allierede vil tage yderligere skridt mod en krig. Dette fravær af uventede og164