Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

at trænge ind i de etablerede politiske magtcentre, oftest ved at anerkendte politiske personlighederstøttede anti-krigsbevægelserne.Visse krigsmodstandsgrupper eller handlinger kunne altså godt lukkes ind i sfæren for legitimemodsætninger, særligt hvis de handlede på måder, der var gyldige indenfor almindelig politik, menderes stemme havde ikke samme vægt. Selv inden for sfæren af legitime modsætninger er alle ikkelige legitime. Reglerne for hvem journalistikken lader komme til orde følger tæt det formelle politiskeautoritets hierarki. 97 Desuden var det ofte bevægelserne selv, der var i pressens fokus og i mindregrad, hvad de havde at sige om krigen. Journalistikken blev i høj grad objektiv og balanceret påden siddende regerings præmisser og værdier og agerede ligefrem som agent for social kontrol iforhold til bevægelser der udfordrer den herskende ideologi. 98Vietnam-krigens dækning i rammer af den nationale selvforståelseI sin gennemgang af, hvilke temaer Vietnam-krigen blev fortalt igennem, viser Hallin også på etandet niveau, hvorledes journalistikken indirekte var med til at støtte den herskende ideologi ved atsammenkæde krigsindsatsen med centrale størrelser som det nationale fællesskabs traditionelt associeredesmed. Hallin oplister seks forskellige uudtalte nationale tematikker, som løbende spilledeind i den journalistiske dækning af det amerikanske militærs engagement i VietnamWar is a national endeavor (Dem mod os)War is an American tradition (Spiller på referencer til nationens tidligere krige)War is manly (Spiller på hyldest af mandlighed og styrke)Winning is what counts (Sejr er det eneste acceptable amerikanske resultat)War is rational (henviser til beskrivelser af den velsmurte amerikanske krigsmaskine) 99Beskrivelser af fjenden var oftest meget stereotype og slog på fjenden som bestialsk, terrorist m.v.Harrison Salisbury, journalist fra New York Times, tog som en af de eneste til Nordvietnam ogsendte beretninger tilbage, hvor nordvietnameserne blev betragtet som en ligeværdig politisk partnerindenfor sfæren af legitime modsætninger. Disse reportager blev han stærkt kritiseret for og detvar også højst atypiske for krigsdækningen. 100 Civile tab blev ligeledes beskrevet forskelligt alt efterom de var faldet for amerikansk eller nordvietnamesisk ild.97 S.198 Ibid.98 S.201Ibid.99 s.142 Ibid.100 Philip Knightly beskriver i ”The First Casualties” hvilken betydning denne reportagerejse til Nordvietnam senere fikfor Salisburys: The Pulitzer Prize jury recommended him for a prize by a vote of four to one, but the Pulitzer AdvisoryBoard rejected the recommendation by six votes to five. Being a war correspondent on the enemy side was clearly nothte easiest way to advance one´s career. (Knightley, 2000(1975))57