Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

fremhævet som særskilte aktører både som repræsentant for og adskilt fra deres respektive nationer.Særligt Bush, Hussein, Blair, Aznar, Chirac, Schroeder og Putin optræder som selvstændige aktører,der optræder og udtaler sig på vegne af deres nationer, men som også ofte beskrives som personermed særlige forcer og svagheder og i varierende grad i samklang med befolkningen i deres lande.Endvidere er de centrale landes udenrigsministre, forsvarsministre og FN-ambassadører ofteaktører i disse internationale nyheder. Med reference til Galtung & Ruges 260 undersøgelse af internationalenyheder, så er det også slående, at det netop er elite nationer og disses elitepersoner, derfylder mest i nyhedsstrengen. Bemærkelsesværdigt i den sammenhæng er det også, at mindre magtfuldelande oftest, hvis ikke udelukkende, optræder som aktører i navn af nationen og næsten aldrigmed henvisning til statslederen. Her tænker jeg f.eks. på de ikke-permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet,som blot fremtræder som Bulgarien, Mexico og Chile, og ikke repræsenteres ved enkeltpersonersom statsleder eller – måske mere oplagt – FN-ambassadører. Som eksempel på en heltperifer position blandt verdens nationer, ses en kort notits i Jyllands-Posten med rubrikken: Reaktioner:Afrika tager afstand fra krig # 514 (Jyllands-Posten, 2003/03/19), hvor avisens korrespondentreporterer fra et møde i Afrikansk Union (AU). På trods af at to navngivne personer citeres i notitsener det tydeligt, at de afrikanske lande betragtes som så ligegyldige for Irak-konflikten, at dehøjst kan opnå opmærksom i samlet flok som kontinent og endvidere, at deres udtalelse kun betragtessom en reaktion på andre, aktive nationers handlinger og beslutninger. Det er i øvrigt den enesteartikel korrespondenten fra Cape Town kan få i avisen i denne periode, bortset fra en kort artikel omSydafrikansk turisme i avisens ferietillæg 23.marts.Danmark, statsminister Fogh og udenrigsminister Stig Møller optræder selvklart også i disse nyhedshistorierog sættes gerne i sammenhæng med elitenationer og elitepersoner. Flere gange beskrivesDanmark også som del af denne internationale elite ved f.eks. at referere, hvordan Fogh fik opkaldfra Bush lige inden denne gik på tv for at fortælle det amerikanske folk, at USA var i krig #113 (Berlingske Tidende, 2003/03/21). Forsøg på at tilskrive Danmark en rolle i begivenhedernesindercirkel findes også i de mange oversigter over, hvilke lande, der støttede USA, hvor det fremhævesat Danmark, som et af de eneste lande også støtter militært. Der sendes kun regulære kamptropperfra tre lande til opgøret med Irak. Danmark følger lige efter i krigsbidrag # 1091 (Politiken,2003/03/19).I lighed med Harcup & O’Neill 261 må der dog også fremhæves andre aktører, som hverken er nationereller personer, men internationale organisationer. Særligt FN optræder meget ofte som en aktør iforhold til både sikkerhedsrådets betydning for det eventuelle krigsudbrud og en krigs legitimitet,ligesom der også skrives mange analyser om, hvilken betydning FN vil få i fremtiden set i lyset afsammenbruddet i Sikkerhedsrådets beslutningsproces og med henblik på et forventet genopbygning260 (Galtung & Ruge, 1970)261 (Harcup & O'Neil, 2001)154