Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

grad knyttet til avisernes traditionelle stofområder, antal af egne korrespondenter og hvorvidt f.eks.forsiden har funktion som salgsargumentet i løssalg. Derimod kunne jeg ikke iagttage en genereltmere nationalistisk eller modsat objektiv journalistik i nogle af avistyperne.Skal man placere journalistikken ét sted, må det blive i sfæren af legitime modsætninger, men meddels en stærk ulighed i vægtningen af konflikternes parter, hvor både den irakiske side og den hjemligefolkelige modstand tildeles en stærkt underordnet rolle, hvis ikke journalistikken direkte medvirkertil at marginaliserer disse udi sfæren for det afvigende. Helt tydeligt er det tilfældet for Hussein,der ikke får et ben til jorden som legitim part i konflikten, men også aktivisterne fra GlobaleRødder og Pernille Rosenkrantz-Theil hænger på grænsen til en position som afvigende. I beggetilfælde, hvor journalistikken bruger kræfter på at aflegitimere disse aktører og marginaliserer dem,er det som et samtidigt forsvar for eksisterende politiske systemer og deres værdier. I marginaliseringenaf Hussein forsvaredes samtidigt de vestlige demokratiers værdier og indiskutable forrang tilat fastlægge andre landes fremtid, mens marginaliseringen af deltagere og sympatisører i malingsoverfaldetvar del af journalistikkens forsvar for den parlamentariske proces, demokratiske spillereglerog folketingets forrang som den politiske institution i DanmarkI de dele af journalistikken som i højere grad beskrev krigen i sfæren af legitime modsætninger,kunne der på den ene side iagttages et fokus på at beskrive processen og gengive centrale udsagn oghandlinger fra konflikternes vægtigste parter, men i varierende grad med stænk af unwitting biashvor enten den ene part blev tildelt større troværdighed og følgelig citeret oftere eller, hvor detjournalistiske fokus på processen i sig selv favoriserede en bestemt udvikling af konflikten. I forholdtil konflikten mellem Irak og den amerikansk-ledede koalition sås dette både i den bastanteovervægt i kilder og oplysninger fra koalitionens side, samt i det distancerede perspektiv, der entenbeskrev Hussein som reinkarnation af Hitler – og derfor udryddelsesværdig – eller beskrev krigen iet dobbeltdistanceret blik med fokus på militærtekniske aspekter. I den hjemlige debat om krigsdeltagelsesås journalistikkens ufrivillige partiskhed ligeledes på flere niveauer. Ikke blot blev regeringengivet en vis forrang til at udpege centrale historiske referencer, men det politiske niveau somsådan blev givet en forrang til at udpege både de politiske konfliktpunkter og den rette proces, hvorigennemdisse kunne diskuteres, hvilket blev afspejlet i dækningen af krigsmodstanden, som i langthøjere grad blev beskrevet som aparte proces end legitime politisk røst.At journalistikken trods bestræbelser på generelt at beskrive krisen og krigen i regi af legitime modsætninger,hvor det er journalistikkens rolle så sandfærdigt som muligt at gengive konflikten frabegge sider, så vejer den ene side – de vestlige og hjemlige magters side – unægtelig væsentligttungere. En partisk stillingstagen, der ligner Cavlings og alle hans vestlige kollegers blik på dengræsk-tyrkiske krig, hvor grækerne, deres kulturelle tilbageståenhed til trods, blev betragtet som’vor side’ i krigen.296