Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

absolut lavpunkt for kritisk, uafhængig journalistik, hvor medierne i høj grad var med til at støttemagtens eller ligefrem at forstærke magthavernes budskab. 131Journalistisk efterkritikHvordan journalistikken selv forholder sig til erfaringerne fra Golfkrigen er det noget sværere atkommenterer entydigt. Hvad angår de britiske og amerikanske analyser, er udsagnene modsatrettede.Mens krigen var i gang gives der en mængde eksempler på, at det militære pool-system meddets kontrol og censur i udbredt grad blev forsvaret af deltagerne, på trods af at de beklagede sigover, at de stort set aldrig var i nærheden af noget, der kunne kaldes en krigsfront. Endvidere varder generel opbakning i pressen om at støtte og videregive de allierede styrkers propagandabilledeaf en blodløs, hightech-krig, og samtidigt fordømme, mistænkeliggør og håne journalister, der vovedeat stille spørgsmålstegn ved den allierede propaganda eller forsøge at se krigen fra et andetperspektiv – navnlig det irakiske. Carruthers fremhæver, hvorledes en meget stor del af pressenendog var indstillet på kraftig selvcensur med det militære propagandabillede som ledetråd for atbevise sit patriotiske sindelag. Både britiske BBC og amerikanske CNN (der rapporterede fra Irak)mødte sine værste kritikere i mediernes egne rækker, der ikke stod tilbage for at udråbe tvstationernesom en ’enemy within’. 132Modsat er de samme oversigtsværker fyldt med udtalelser fra kendte og velestimerede journalister –flere med lang erfaring som krigskorrespondenter i al verdens krige – som begræder krigsdækningenog tugter sig selv og kolleger for at glemme eller tilsidesætte basale journalistiske normer, rutinerog idealer. Selvkritikken går på alt fra at være for uforberedt, for uvidende om eks. vis militæreforhold, Iraks historier osv., for naive (til tider forklaret med, at de udsendte journalister var for unge)i forhold til at gennemskue militærets målsætninger til ligefrem at være villig til at gå krigsmagernesærinde og være en aktiv del af nationalistisk krigspropaganda. 133Hvorvidt denne selvkritik skal ses som en generel journalistisk selvforståelse er mere usikkert, menkritikken fra flere hold har i hvert fald været stærk nok til, at militæret valgte ikke at gentage systemetmed nyheds-pools i forbindelse med Irak-krigen i 2003.Hvorvidt journalisterne brugte kritikken af Golfkrigen til at få et mere nuanceret billede af de nyetider for militære mediestrategier er også tvivlsomt. Både McLaughlin og Carruthers giver rigeligtmed eksempler på, hvorledes mediedækningen i senere militære konflikter op gennem 1990’erne iligeså høj grad blev dækket på militærets præmisser – f.eks. ved NATO-bombningerne på Balkan iforbindelse med Kosovo-krisen: Again if, in Kosovo correspondents were even half as sceptical131 (Johansen & Mathiesen, 1991)132 (Carruthers, 2000) (s.145)133 Se adskillige udtalelser herom i (Knightley, 2000(1975)), (Carruthers, 2000), (McLaughlin, 2002)71