Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

Gennemgående har de sidste årtiers omgang med terrorismespørgsmålet bygget på en antagelse om,at terrorismen havde medieopmærksomhed som sit primære middel og mål. Kort sagt har man arbejdetudfra en forestilling om, at man kunne udsulte eller kvæle terrorismen ved at fratage den mulighederfor medieopmærksomhed. De eksempler Carruthers giver på, hvorledes stater i praksis haranvendt denne tese i krigen mod terror, stammer fra USA og Storbritannien, vel at mærke før11.september 2001. Indtil da var de amerikanske erfaringer med terror hovedsagligt på amerikanskeinteresser udenfor landet – særligt i Mellemøsten, mens England siden 1970’erne havde indenlandsketerrorerfaringer via IRA og borgerkrigen i Nordirland. Derfor var det også to forskellige strategierfor krige mod terror, der blev praktiseret. I USA appellerede man til medier egen forsigtighedog ansvarlighed ved bl.a. at henstille at man ikke gav terrorister live-optræden på tv. Dels frygtedeman, at terroristerne ville udnytte muligheden til at sende hemmelige beskeder til medsammensvorne,dels frygtede man, at tv-optræden ville give dem en legitimerende status som ligeværdige politiskekombattanter eller en glamouriserende status som frihedskæmpere.I Storbritannien var bekymringen overfor særligt nordirske terrorgrupper større, og måden medierneblev mobiliseret i statens krig mod terrorisme betydeligt mere håndfast. Fra starten af 1970’erneblev selv BBC, der i sin fundats påberåber sig neutralitet, tvunget til utvetydigt at melde sig underden britiske regering og hærs fane i kampen mod IRA. 153 Britiske medier accepterede ifølge Carruthersen række tiltag til selvcensur af frygt for det, der var værre – et statslig forbud og censur.Mediernes selvjustits vedrørende det nordirske spørgsmål var øjensynligt ikke tilfredsstillende forThatcher-regeringen, der i 1988 indførte forbud mod direkte transmission af repræsentanter for bestemtenordirske organisationer – i særlig grad Sinn Fein. Forbudet blev først hævet efter IRA’svåbenhvile i 1994, men da var forbuddet i den grad blevet latterliggjort fra mediernes side ved bl.a.at lade skuespillere lægge nye stemmer til Sinn Fein-repræsentanter og dermed teknisk omgå forbuddet.Carruthers konkluderer for både den amerikanske og den britiske krig mod terrorisme, at journalisterog medier i høj grad var villige til at spille med på den statslige strategi mod terror, med censureller selvcensur som indsats. Men særligt den britiske erfaring med IRA viser også, at grænserne forhvad, der blev anset som god journalistik om vigtige samfundsmæssige emner og hvad, der blev setsom uhensigtsmæssig medieopmærksomhed til terrorismen, var slørede, når krigen mod terror foregiki eget samfund. Ikke overraskende søger Carruthers at demontere tesen om, at terrorismens primæremål er medieopmærksomhed og fremhæver forskellige erfaringer fra Vesttyskland og Italien.I forbindelse med 1970’ernes tyske og italienske terrorgruppers kidnapninger forsøgtes her vidtforskellige mediestrategier, men hverken det statsligt dikterede tyske medie blackout eller de itali-153 Ibid. (s.180)82