Ph.d.afhandling Hanne Jørndrup - Syddansk Universitet

denne konflikt hører til i den tunge ende og der antydes implikationer for hele verdenssamfundet, såfremstilles det på ingen måde som styret af unikke, desperate eller exceptionelle vilkår. De gentagneindplaceringer af konflikten i et historisk perspektiv viser, at konflikter af denne type før er søgtløst. Særligt er referencerne til, at verdenssamfundet før har været i krig med Irak, uden at verdensordenenaf den grund gik til grunde, med til at skabe et billede af en om end konfliktfyldt, så dognæppe katastrofal eller umulig situation.Ligeledes er aktørerne en samling af velkendte nationer og personer fra kredsen af Danmarks vigtigstealliancepartnere og magtfulde naboer. At fokus på konflikten i så overvejende grad sker gennemudtalelser og handlinger fra de personer, der også i den daglige udenrigsjournalistik fremtrædersom Danmarks vigtigste samarbejdspartnere og allierede, kan også bestyrke forestillingen om, atkonflikten vil blive løst indenfor et velkendt univers og udfra anerkendte værdier og regler. Denmarkante placering af de vestlige landes interne diskussioner indenfor sfæren af legitime modsætningerog modsat udstødelsen af Hussein til sfæren for det afvigende medvirker endvidere til at legitimeredet internationale samfunds handlinger. Uanset om de enkelte aviser hælder mest til USA’sholdning eller til kritikere som Frankrig og Tyskland, så fremstilles begge disse vestlige alternativerindiskutabelt mere lødige, legitime og retfærdige end hvilket som helst forslag Hussein kunne havepå Iraks konflikt med FN.Den danske avisjournalistik fremstiller altså en situation, som nok beskrives som yderst betydningsfuldog med potentielt alvorlige konsekvenser, men beskriver samtidigt konflikten i regi af velkendteog respekterede internationale institutioner, regler og værdier repræsenteret ved vor nærmesteallierede blandt verdens nationer og statsledere.Samtidigt viser analyserne af nyhedsstrengen, at bestemte magtforhold i den internationale politikogså sætter sig igennem i journalistikken uanset de enkelte avisers valgte position i konflikten. Påtværs af avisernes eksplicitte holdning for eller imod krigen, formår særligt den amerikanske retorikpå mange punkter at sætte sig igennem i journalistikkens blik på konflikten.For det første gentages og forstærkes den amerikanske regerings magt til at sætte grænserne forkonfliktens tidsramme i den altdominerende ’nedtællingslogik’ som bliver styrende for såvel diskussionerpå den internationale politiske arena som den journalistiske beskrivelse af konfliktensudvikling. I enkelte kommentarer kan man finde en afstandstagen fra den utålmodighed, Bushadministrationenudviser, men ingen af aviserne kan reelt løsrive sig fra det ’aktualitetsregime’ ellerden diskursive magt som nedtællingslogikken udøver, da det på mange punkter falder naturligt itråd med avisernes og journalistikkens eget aktualitetsregime.For det andet har den ensidige dæmonisering af Hussein opnået status af diskursiv sandhed, hvorjournalistikken til stadighed reaktiverer og artikulerer de samme velkendte fortællinger om brutali-182