SKATTEF SAGSKO - Folketingsbilag

Kapitel 8
Afsnit 2.5
Forespurgt, hvordan afskrivningslovens § 40, stk. 5, kom ind i notatet, forklarede
vidnet, at det var Ivar Nordland, der fandt på det. Han nævnte afskrivningslovens
§ 40, stk. 5, og at den ville forhindre det. Han sagde, at
der var en landsskatteretskendelse herom. Vidnet så på afgørelsen og skrev
den ind i besvarelsen. Det var meningen, at det skulle være svaret til styrelsen
om TDC. Vidnet fandt også selv, at henvisningen til § 40, stk. 5, lød
fornuftig.
… styrelsen og departementet var uenige … om, hvorvidt ligningslovens §
5 H fandt anvendelse. De var uenige om de første to punkter i notater, men
ikke om det tredje vedrørende det tidsmæssige aspekt (det subsidiære
standpunkt).”
Peter Loft har forklaret, at
”han (ikke) i foråret 2001 hørte om denne uenighed mellem departementet
og styrelsen. Det var helt nyt for ham, da han hørte om det i forbindelse
med denne sag.
… forespurgt, om Ivar Nordlands svar til styrelsen var af en sådan karakter,
at der ikke var anledning til at orientere ham herom, forklarede vidnet, at
der på det tidspunkt ikke var anledning til at informere ham herom, …”
Susse Meulengracht har forklaret, at
”dette, som hun husker det, var den første reaktion fra departementet. Vidnet
stod herefter med to forskellige opfattelser vedrørende spørgsmålet om
ligningslovens § 5 H. Styrelsens korrigerede opfattelse, hvorefter ligningslovens
§ 5 H fandtes uanvendelig, dels fordi udenlandske selskaber ikke
kunne falde ind under begrebet ”skattepligtige omfattet af selskabsskattelovens
§ 1”, og dels fordi aktiviteten ikke kunne anses at hidrøre fra et ”fast
driftssted”. Spørgsmålet, om der var sambeskatning på erhvervelsestidspunktet,
fandtes derfor irrelevant, hvorimod det i den første ligningsrådssag
blev anset for afgørende, om aktiverne var erhvervet inden sambeskatningen.
Departementets opfattelse gik i modsat retning. Departementet
fandt § 5 H anvendelig, uanset om der var etableret sambeskatning på erhvervelsestidspunktet
eller ej, og begrebet ”fast driftssted” fandtes ikke at
kunne begrænses til situationer, hvor overdragelsen sker mellem selskaberne
i forskellige lande. Ingen af dem tilsluttede sig således den første ligningsrådsafgørelse
fuldt ud. Departementets nye synsvinkel gav afdelingen
- 128 -