SKATTEF SAGSKO - Folketingsbilag

John Nielsen var nu kritisk over, at hun ikke have deltaget i mødet, idet han
ikke havde kunnet svare på de spørgsmål, der var blevet stillet. Han mente,
at de som sagsbehandlere ikke havde klædt ham ordentligt på til mødet.
Hun var glad for, at hun ikke havde deltaget, idet det åbenbart havde udviklet
sig til et møde, hvor der blev skudt på dem, fordi de ikke ville besvare
forespørgslen. John Nielsen kritiserede notatet for ikke at være et tilstrækkeligt
grundlag for besvarelse af de rejste spørgsmål og til fortolkning af
særligt selskabsskattelovens § 32. Han gav herunder udtryk for, at han savnede
helt basale oplysninger om selskabsskattelovens § 32. Han var tilfreds
med besvarelsen af ligningslovens § 5 H, idet man på mødet var blevet enige
om, at dette spørgsmål kunne vente. De skulle herefter genoptage sagsbehandlingen
og indhente flere oplysninger fra TDC.”
John Nielsen har herom forklaret, at
”Palle Graff sagde ikke noget om, hvorvidt Annette skulle deltage. Vidnet
bad Annette om at deltage i mødet, hvilket hun ikke havde ret megen lyst
til. Vidnet erindrer ikke, hvad Annette gav som begrundelse herfor, men
han opfattede det, som om hun var utilpas ved det. … Det lå ligesom i luften,
at hun var utilfreds med, at PricewaterhouseCoopers havde indflydelse
til at få Selskabsrevisionsafdelingen til at vurdere den komplicerede sag
igen, når sagen én gang var henvist til Ligningsrådet som rette forum.
… Det var muligt, at resultatet af mødet ikke blev, som Annette Liboriussen
ville have det, og at hun frygtede at blive involveret i et ukorrekt resultat.
Annette deltog ikke i mødet. …
Det var Annette, Solveig og Esthers opgave at ”klæde” vidnet på til mødet.
Det var fortrinsvis Solveig og Annette, der arbejdede med sagen.
… han efter mødet havde en snak med Annette og Solveig om, at mødet
ikke havde været nogen god oplevelse for ham, idet han ikke havde følt sig
”klædt på” hertil. Det forberedende arbejde, de havde lavet, var ikke godt
nok, og han manglede en sagsbehandler til at hjælpe sig med besvarelserne.
Notatet var ikke tilstrækkeligt oplysende til, at han kunne besvare de
spørgsmål, der blev stillet. Det, han først og fremmest savnede i notatet, var
en gennemgang af de forskellige paragraffer og en beskrivelse af praksis på
området. Han forventede, at et sådant notat skulle være udførligt nok til, at
han umiddelbart kunne sætte sig ind i problemstillingen. Under samtalen
ransagede de det, der var sket, og så på, om de kunne gøre det bedre.”
- 49 -
Kapitel 8
Afsnit 1.5