BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

hvornår denne fremtidsudsigt fordrede relevante tiltag fra offentlighedens
side. 1
I forskydningen fra en dyster risikovurdering af ufornuftens farlighed til en
lysere mulighedshorisont begyndte nogle andre problemer at kalde på nogle
anderledes svar hvis tilknyttede retning ligeledes skulle blive handlevejledende
for omgangen med manien og melankolien. Her kom det i ringere grad til at
dreje sig om den punktuelle afklaring af hvorvidt melankoliens partielle afsindighed
havde haft indflydelse på den enkeltes tilregnelighed i tilfælde af
ugerninger og hvilke punktvise tiltag svaret på dette spørgsmål skulle give anledning
til; ligesom det tilsvarende i mindre grad kom til at handle om hvorvidt
en eventuel ugerning havde fundet sted indenfor eller udenfor den kritiske periode
der hørte til den transitoriske mani og hvad svaret på dette spørgsmål
skulle medføre. Frem for punktualiteten i den juridiske problematisering kom
det efterhånden til at dreje sig om en i flere henseender langt mere kompleterende
tilgang til afsindighedens problemer. Uanset at det hørte med til denne
anderledes problematiseringsformation at udpege dåreanstalten som det specifikke
sted hvor udfordringerne fra de afsindige i sidste ende alene burde og
kunne imødegås, åbnede denne tilgang ligeledes op for en langt bredere horisont
at stille spørgsmål og søge svar indenfor. I stedet for at rette fokus imod de
særlige øjeblikke hvor en ugerning muligvis blev begået, med eller uden gerningsmandens
fornuftige selvbestemmelse, rettedes det her for det første imod
afsindighedstilstanden karakteristiske langvarighed i løbet af hvilken sådan
gerninger af og til kunne finde sted, men uden at kunne være dækkende for
tilstandens egentlige natur, uden at være andet end nogle enkeltstående hændelser
som afsindigheden nok gjorde sandsynlige, men som ikke var afsindigheden
som sådan. I stedet for at rette opmærksomheden imod akkurat det enkelte
individ der frarøvet fornuften kunne tænkes at begå sådanne ugerninger
eller forbrydelser, rettedes den for det andet snarere imod den samlede
gruppe af afsindige netop for så vidt som de alle var delagtige i en sygdomstilstand
der på forskellig måde traf deres sind og selvopfattelse før de kom i berøring
med andre. Og i stedet for fortrinsvis at håndtere risikoen for at sådanne
1 “Regulativ for Daareanstalten i Slesvig” (1820), §3, p. 41. Om forskydningen fra farlighed til helbredelighed:
se e.g. T. FASTRUP NIELSEN: “Fra dårekiste til terapeutisk anstalt” (2008), pp. 60-62.
417