BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

ger kunne stemningen, eller »Tilstanden, at være stemt«, blive et navn for
»Sjælens Retning til en vis Art af Følelser og Indtryk«, især i henhold til lysten
eller ulysten »at være i en blid, lykkelig, munter, eller en alvorlig, mørk, tungsindig
Stemning«. 1 Dens kategori kunne komme knytte sig nært til det almindelige
ord som benævnte en på én gang foreløbig og forholdsvis langvarig
sindstilstand der bar præg en vis fremherskende følelse, en følelsesmæssig tilbøjelighed
i en vis retning; en sindstilstand som både med en begyndelse og
med en slutning gjorde sig gældende som en vis affektiv oplagthed der forlenet
med enten lyst eller ulyst, med behag eller ubehag, men aldrig ligegyldigt, også
selv satte sit præg; og en sindstilstand der, ikke som et vejrlig, men som et helt
klima, også var en art bevidsthedsbaggrund som virkede med i alle andre sindstilstande
— af hvilken grund det uanset den mulige påvirknings art som oftest
var vanskeligt at blive sig årsagen til tilstanden bevidst. 2
e) Med sådanne betydninger som efterhånden sedimenterede sig i løbet af
det 19. århundrede var stemningen derfor også blevet noget andet end sindelaget,
såvel da Müller allerede i 1829 antydede denne forskel som efterfølgende.
»Forsaavidt Sindsforfatningen«, skrev han, »betragtes som noget, der har
en fast Grund, der altsaa kan anses for varigt, kaldes den Sindelag. En Mands
Sindelag er det indvortes praktiske Resultat af hans hele foregaaende Liv.
Sindsstemning betegner derimod den Sindets nærværende Beskaffenhed,
ifølge hvilken det snarere gaar over til een end til en anden Tilstand. Saaledes
vil den, som er i en munter Stemning, letteligen kunne bringes til at lee. Den,
som er i en veemodig Stemning, vil let kunne briste i Graad. Naar en Patron er
vel stemt for sin Klient, er han endnu ikke virksom for hans Bedste, men han er
tilbøielig til at være det«. 3
Men samtidig med at Müller i sin adskillelse af sindsstemningen fra det både
evolutionære og varige sindelag (hvilket han ligeledes sammenholdt med »det
fremmede Ord Characteer«) anvendte et eksempel der syntes at pege på noget
(blot) disponerende i patronens forhold til sin klient, var det imidlertid snarere
1 C. MOLBECH: Dansk Ordbog (1831-33), art. “Stemme" (II, v.), p. 415. Cf. G. E. Berrios: “Melancholia
and depression during the 19th century: A conceptual history”, British Journal of Psychiatry 153
(1988): 298-304.
2 Cf. ODS, s.v., 4.1.
3 P. E. MÜLLER: Dansk Synonymik (1829), p. 182. Henv.
732