BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

opmærksom på at sammenstillingen ikke mindst af »Sind« og »Sygdom« risikerede
at føre til en ufrivillig sammenblanding af afsindighed eller sindssygdom
i egentlig forstand med de væsensforskellige sindstilstande der, selvom de
gjorde sig gældende med lignende specifikke forstyrrelser (»uklare Begreber,
forkerte, vrange Forestillinger, unaturlige Drifter, vanvittige og afsindige Handlinger,
sygelig Retning af Villien«), ikke skyldtes en hjernesygdom, men i virkeligheden
noget helt andet (»mangelfuld Opdragelse, forbryderisk Levnet, Affekter,
Lidenskaber, Overgang mellem Søvn og vaagen Tilstand, Feil i Sandseorganer«).
Sinds-sygdom kunne således blive en misforståelighed fordi navnet risikerede
at udviske grænserne imellem alle disse »Sindstilstande, der med ligesaa
megen Ret kunne og i Virkeligheden ogsaa blive betegnede som Sygeligheder
i Sindet« og en legemlig hjernesygdom der »fornemmelig yttrer sig ved sjælelige
Symptomer«. 1
sine patienter havde »anset det som Pligt for mig at tæmme Ondskaben ved forskjellige Midler efter
dens forskjellige Natur, saa meget jeg formaaede«, ikke mindst i de tilfælde hvor »en slet Opdragelse
har efterhånden udklækket en Ondskab, der ofte udarter til Raseri« (J. H. SEIDELIN: “Redegørelse til
direktionen for Københavns Fattigvæsen, 16. juli 1816”, citeret fra M. SEIDELIN : Den Seidelinske
slægtsbog, III, ca. 1780 - ca. 1860 (1971), p. 1166; cf. B. HAMRE: “Subjektkonstruktion og modmagt på
Sct. Hans Hospital i begyndelsen af 1800-tallet”, Scandia, 72:2 (2008): 30-44; p. 36), fandt Selmer det
påkrævet »at vende sig til den modsatte Side« når det kom til bestemmelsen af den psykiske sygdoms
væsen for således at »søge dens Kilde udenfor det Sjælelige, og antage den for at beroe paa en Uformuenhed
hos de legemlige Redskaber for Sjælens Virksomhed til at lade denne yttre sig paa en sund og
naturlig Maade. Det er altsaa ingenlunde Sjælen selv, som lider: det er kun dens materielle Organ, som
er blevet udygtigt til at opfylde sin Bestemmelse« (p. 15). – Når Selmer på denne måde kunne bestemme
det indhold som betegnelsen skulle komme til at dække over, om end uden at være fuldt ud tilfreds
med det, var sindssygdommen dermed også kendetegnet ved ikke at være sindssygdom med en eksklusiv
sjælelig oprindelse, men netop at være en sindssygdom på et umisforståeligt legemligt grundlag.
Om end den kunne bryde frem i kraft af både sjælelige og legemlige årsager, eller i kraft af begge
dele i uheldig vekselvirkning, drejede det sig i al væsentlighed om en sygdom som alle andre somatiske
sygdom hvis mest markante og mest kendetegnende måde at komme til syne på imidlertid var igennem
psykiske symptomer – hvorfor disse i henhold til argumentet heller ikke kunne være udtryk for »den
præsumerede onde Vilje« igennem hvilken Seidelin ifølge en af sine tidligere patienter havde set
»Menneskets Forblindelse og Afsindighed« kunne ytre sig (W. FRYDENDAHL: “Brev til det høikongelige
danske Cancellie om Bidstrup-Gaard, af 26de Juli 1829”; Københavns Stadsarkiv: SHH 33; Med: Pr:
111 – 49 60. 61. 62. 63. 66: Sagen Angaaend Studiosus juris W. Frydendahls Anmeldelse til det Kongelige
Danske Cancellie om den Behandlingsmaade som udvises med Patienter i St: Hans Hospital paa
Bidstrupgaard. 1829-30.; Ad MedPr: 111 – 49; 4; Bilag No 1; 2 Dp. D. 1714; Prod: d: 1 August 1829.
1 C. TRYDE: ”De Afsindiges retslige Stilling” (1865), p. 3; pp. 3-4.
517