BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

ser. Netop denne nye kartografi over grænserne i sindssygdommens overleverede
territorium var ikke alene en central implikation af modstillingen imellem
»Gemüthskrankheiten« og »Verstandskrankheiten«, men samtidig en central
del af den betydning som det sygdomsramte gemyt kunne tillægges i denne
sammenhæng.
Som begreb eller betegnelse må det ganske vist have været vanskeligt for
Selmers samtidige at forbinde ordet »Gemyt« med nogen helt præcis betydning.
Videnskabernes Selskabs Dansk Ordbog fra 18o2 henviste dets afstamning
til det tyske “Gemüth” og gengav med »Sind; Sindsbeskaffenhed; Sindelav«.
1 I sin ordbog fra 1833 skrev Molbech: »Dette aldeles tydske Ord er især i
nyere Tider indført og brugt for Sind, Sindelav, Hjertelav, Sindsbeskaffenhed«;
det samme anførte han i udgaven fra 1859, men med en parentetisk tilføjelse:
»Nærmest svarer Gemyt til Sind, i en vis Bemærkelse af Ordet; man siger ogsaa:
et dybt, kjærligt, mildt, blødt Sind, hvor det tydske Ord ellers bruges«. 2
Idet han tilsyneladende indførte en skelnen imellem de lavere og højere begæreevner,
imellem de kropslige driftsytringer og de sjælelige viljeshandlinger,
havde H. C. Ørsted i sine arbejder med det danske sprogs forædling dertil givet
følgende karakteristik: »Gemyt synes mig at være vort aandelige Væsen i dets
Sammensmeltning med det Sandselige, altsaa vort aandelige Væsen som følende
og havende Tilbøieligheder; men derimod kalde vi ikke vort aandelige Væsen
Gemyt, forsaavidt det yttrer sig ved den mere uafhængige Tanken og Villen«.
3 Endvidere havde Kierkegaard (“Vigilius Haufniensis”), idet han kunne
forholde sig affirmativt til en definition af »Gemüth« optrædende i Rosenkrantz’
Psychologie, indført et element både af subjektiv historicitet og af
tænkning da han om begrebet skrev: »Gemyt er Eenhed af Følelse og Selvbevidsthed«.
1 Som det også fremgik af en filologisk kritik i hvilken Molbech men-
1 VIDENSKABERS SELSKAB: Dansk Ordbog (1802), bd. 2, p. 533
2 C. MOLBECH: Dansk Ordbog (1833), bd. 1, p. 354. Dansk Ordbog (1859), bd. 1, p. 740.
3 H. C. ØRSTED: Uddrag af Ordsamlingen i alphabetisi Orden [1852], p. 10. Den anførte passage
fortsætter: »Vi kunne istedetfor det Tydske Gemyt bruge vort Danske Hu. Af dette kommer Ordet hyggeligt:
det, som stemmer med vor Hu. Det Tydske gemüthlich er hyggeligt. De Norske sige ogsaa et
hyggeligt Menneske. Vi skulde mere stræbe efter at udvide Brugen af vore nordiske Ord end overilet
optage ram tydske« (pp. 10-11).
1 S. KIERKEGAARD: Begrebet Angest (1844), p. 413. K. Rosenkranz: Psychologie, oder, die Wissenschaft
vom subjectiven Geist (1837): »Das Gemüth als die Einheit des Gefühls und des Selbstbe-
645